Forventningen var, at Toronto Maple Leafs med det første valg i draften til den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, ville tage det canadiske talent Gavin McKenna, og det var præcis det, der skete.

Det var popstjernen Justin Bieber, der ved draften i Buffalo offentliggjorde det første valg, hvor Maple Leafs altså snuppede den 18-årige forward.

McKenna kommer fra universitetet Penn State, hvor han som freshman, førsteårsstuderende, har lavet 15 mål og i alt 51 point i 25 kampe.

Det var tredje gang i holdets historie, at Maple Leafs havde det første valg. For ti år siden tog det canadiske hold stjernen Auston Matthews, og han bød med det samme det unge talent velkommen i en videohilsen.

- Det betyder meget, at jeg skal spille med ham og lære af ham. De har masser af talent i Toronto, masser af erfaring. Som en ung fyr, der kommer ind i ligaen, vil jeg gerne lære så meget som muligt, siger McKenna.

Allerede ved det andet valg i draften kom der skandinavisk islæt, da San Jose Sharks valgte den svenske wing Ivar Stenberg.

18-årige Stenberg kommer fra den svenske klub Frölunda, hvor han har taget den bedste svenske række, SHL, med storm.

Stenberg var også med det svenske landshold til VM i maj. I gruppeopgøret mod Danmark, som svenskerne vandt 6-2, drev Stenberg flere gange gæk med de danske spillere og lavede to assists i sejren.

Det var kun første runde af draften, som blev afviklet natten til lørdag. Ingen danskere blev valgt blandt de 32 første spillere.

Endnu resterer runde to til syv, som afvikles natten mellem lørdag og søndag dansk tid. Der er heller ikke den store chance for, at en dansker bliver valgt her.

/ritzau/