Milwaukee Bucks tabte natten til onsdag til Miami Heat og er ude af slutspillet efter 1-4 i kampe.

Basketball-favoritterne fra Milwaukee Bucks er færdige i NBA's slutspil, efter at holdet tabte 94-103 i tirsdagens kamp mod Miami Heat.

Det topseedede hold fra Eastern Conference har været hårdt presset mod Miami Heat, der er femteseedet, i slutspillets anden runde.

Miami Heat vandt de tre første kampe mod Milwaukee Bucks i bedst-af-syv-serien.

Men søndag lykkedes det Milwaukee Bucks at slå rivalerne fra Florida med 118-115 i det fjerde møde mellem de to hold og holde kortvarigt liv i håbet.

Tirsdag gik den dog ikke længere for Milwaukee Bucks, som indkasserede et nederlag.

Miami Heat har dermed vundet fire kampe i bedst-af-syv-serien og er videre fra anden runde i slutspillet i Eastern Conference.

Det står endnu ikke klart, hvilket hold Miami Heat skal møde i sidste runde af slutspillet. Det bliver dog enten Boston Celtics eller Toronto Raptors.

For Milwaukee Bucks er det en forbløffende tidlig afslutning på slutspillet, da holdet har haft den bedste statistik i den ordinære sæson.

Det hjalp ikke på Milwaukee Bucks' chancer, at holdets græske profil Giannis Antetokounmpo ikke spillede tirsdag, da hans ankelskade var blevet forværret.

/ritzau/Reuters