Milwaukee Bucks tabte natten til lørdag til Miami Heat og er nu bagud 0-3 i kampe i slutspillet.

Der skal et mindre mirakel til, hvis Milwaukee Bucks skal nå længere end til anden runde af slutspillet i NBA i 2020.

Holdet, der ellers er topseedet i Eastern Conference, tabte natten til lørdag dansk tid med 100-115 til Miami Heat, der nu er foran 3-0 i kampe. I serien spilles der bedst af syv kampe.

Bucks var foran med 12 point før fjerde quarter, men så gik det helt galt.

Med Jimmy Butler som den helt store drivkraft vandt Heat perioden med hele 40-13.

Ifølge AFP var det den mest ensidige sidste periode af en kamp i slutspillet, siden basketball-ligaen i 1954 introducerede en tidsgrænse for holdenes angreb på 24 sekunder.

Heat har været flyvende i slutspillet. I første runde blev Indiana Pacers slået 4-0 i kampe, og Bucks med stjernen og sidste sæsons mest værdifulde spiller, Giannis Antetokounmpo, har endnu ikke fået et ben til jorden.

- Jeg er ikke overrasket, siger Miami Heat-profilen Jimmy Butler ifølge AFP.

- Jeg tror, at alle andre i verden er overraskede, men vi er ikke. Vi kæmper altid og giver aldrig op. Vi giver altid os selv en chance for at vinde.

For at avancere til næste runde skal Bucks nu vinde de fire næste kampe. Svært, men ikke umuligt, mener Antetokounmpo.

- Vi bliver nødt til at tro på os selv. Vi kan gøre det, siger den bomstærke græker.

Også det topseedede hold i Western Conference, Los Angeles, løb ind i problemer natten til lørdag.

Holdet fra Californien tabte 97-112 til Houston Rockets, som dermed tog en føring på 1-0 i serien.

Stjernespilleren James Harden scorede 36 af texanernes point, mens LeBron James på den anden side havde en af sine mindre toneangivende kampe med 20 point.

Slutspillet i verdens bedste basketball-liga bliver på grund af coronapandemien afviklet i et stort sportskompleks i Disney World i Orlando, og der er kun virtuel adgang for tilskuere.

/ritzau/