Man skal tænke over, hvad man har med sig rundt omkring.

Det må den norske roer Kjetil Borch i hvert fald sande, efter han i foråret fik frataget sin World Cup guldmedalje, fordi han med sig på podiet var iført en Red Bull i hånden.

Ikke nok med, at nordmanden måtte aflevere guldmedaljen tilbage til det internationale roforbund FISA, så modtog han også en bøde på 2.500 Euro.

Et halvt år efter er roeren røget til tasterne for at sende en kritik rettet mod FISA, der udstedte straffen.

»I det sidste World Cup-stævne i Sabaudia vandt jeg et af de fedeste løb, jeg nogensinde har roet. Jeg var i ekstase. Jeg glemte helt Red Bull-dåsen, jeg tog med på podiet. FISA valgte så at diskvalificere mig, tilbagekalde mit ambassadørskab mod manipulation i konkurrencer og gav mig en bøde på 2.500 euro for at bryde reklamereglerne. Jeg sendte medaljen tilbage et par dage senere. Det knuste virkelig mit rohjerte,« skriver Borch i et opslag på sin Instagram.

Til det norske medie VG har han sidenhen fortalt, at han overvejer at anke sagen til den internationale sportsdomstol.

»Jeg vil tage sagen til min advokat og måske endda helt til CAS (Den Internationale sportsdomstol).«

Det er ikke første gang, at den norske roer forbryder sig på reglerne ifølge det internationale roforbund.

De skriver på sin hjemmeside, at de har givet ham både mundtlige og skriftlige advarelser, før de i sommer gav ham en straf.

Til sommerens OL vandt Kjetil Borch sølv i singlesculler.