De var gode venner, Tiger Woods og Kobe Bryant.

Men golfstjernen fik ikke den tragiske besked om basketball-legendens død med det samme.

For Woods var i gang med sin sidste runde ved Farmers Insurance Open, da tragedien - og den frygtelige nyhed - om at Bryant var dræbt i et helikopterstyrt ramte.

»Jeg tænkte, det ville være bedst ikke at fortælle ham det. Jeg tror ikke, han ikke havde været i stand til at spille golf, men jeg tænkte at vente, til han var færdig. Det ville forstyrre for meget. Jeg ventede, til vi kom ned i tunnellen efter 18., for jeg ville ikke have kameraerne på ham, så de kunne fange chokket i hans ansigt.«

Kobe Bryant blev dræbt i en helikopterulykke søndag.
Kobe Bryant blev dræbt i en helikopterulykke søndag. Foto: LARRY W. SMITH
Vis mere

Sådan fortæller Tiger Woods' caddie, Joe LaCava til New York Post. Han fik selv beskeden gennem to reportere på banen ved niende hul, og en video på Twitter viser det øjeblik, hvor Tiger Woods får den frygtelige besked.

»Jeg har noget chokerende, jeg skal fortælle dig. Kobe Bryant er død i et helikopterstyrt,« siger Joe LaCava i klippet, hvor han og Tiger Woods går væk fra banen.

Og det er tydeligt, golfstjernen ikke kan tro det, han lige har hørt.

»Undskyld mig?« svarer amerikaneren, der et øjeblik sætter farten ned men samtidig går videre med ryggen til.

Og selvom Tiger Woods ikke hørte om tragedien, før runden var slut, blev han faktisk gjort opmærksom på det af publikum. Det vidste han bare ikke.

»Jeg forstod ikke, hvorfor de råbte 'gør det for Mamba' (Kobe Bryants kælenavn, red.) ved niende hul. Men folk råber ting hele tiden, så jeg gik bare rundt og gjorde min ting,« siger Tiger Woods til New York Post.

»Så fortalte Joey mig det... det er ikke til at forstå, det faktum at han ikke længere er her. Det er en af de mest chokerende og tragiske dage, jeg nogensinde har oplevet,« siger Tiger Woods.

Foruden Kobe Bryant var yderligere ni personer ombord på helikopteren, da den søndag aften dansk tid styrtede ned i Calabasas.

Helikopteren styrtede ned i Calabasas.
Helikopteren styrtede ned i Calabasas. Foto: RINGO CHIU
Vis mere

En af dem var hans 13-årige datter Gianna Maria, der også omkom i den frygtelige ulykke - det gjorde alle ombord, lød en melding fra politiet i Los Angeles søndag aften.

Også den kvindelige basketballtræner, Christina Mauser, var ombord på flyet. Det fortalte hendes mand Matt i et opslag på Facebook. Derudover sad en far, mor og datter også i helikopteren.

Orange Coast College har nemlig bekræftet i en pressemeddelelse, at deres baseballtræner John Altobelli, hans kone Keri og deres 13-årige datter Alyssa var blandt ofrene.

Det har Altobelli-familien bekræftet over for skolen.