Den tidligere Formel 1-kører Alex Zanardi, som mistede begge ben i en racerulykke og siden vandt paralympiske guldmedaljer, er død i en alder af 59 år.

Det oplyser hans familie lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den italienske motorsportsstjerne kørte i Formel 1 fra 1991 til 1994.

Efterfølgende vandt han Cart-mesterskabet i USA i 1997 og 1998, inden han i 1999 vendte tilbage til Formel 1 for Williams i én sæson.

Han skiftede derefter igen til Cart-serien, men i september 2001 tog hans liv en voldsom drejning.

Han var involveret i en racerulykke i Tyskland, der medførte, at begge ben måtte amputeres.

Zanardi nægtede at stoppe sin sportskarriere og skiftede i stedet til paracykling, hvor han blev en af Italiens mest succesfulde paralympiske atleter.

Han vandt fire guldmedaljer og to sølvmedaljer ved de paralympiske lege i London i 2012 og Rio i 2016.

- Det er med dyb sorg, at familien meddeler, at Alessandro Zanardi er gået bort, hvilket skete pludseligt i går aftes den 1. maj, skriver familien ifølge Reuters i en udtalelse.

- Alex sov stille ind, omgivet af kærligheden fra sin familie og venner.

- Familien ønsker at takke alle, der viser deres støtte i denne svære tid, og beder om, at deres sorg og privatliv bliver respekteret.

Zanardi vandt også flere verdensmesterskaber i paracykling og blev en markant fortaler for atleter med handicap.

I 2020 var han involveret i endnu en alvorlig ulykke, da han blev ramt af en lastbil under et velgørenhedsparacykelløb i hjemlandet. Han pådrog sig alvorlige hovedskader og var i flere år under behandling.

Den italienske premierminister, Giorgia Meloni, har lørdag udtalt sig om dødsfaldet.

- Italien mister en stor mester og et ekstraordinært menneske, som formåede at forvandle enhver livsudfordring til en lektion i mod, styrke og værdighed, skriver hun i et opslag på X.

- På mine og regeringens vegne sender jeg en bevæget tanke og den mest oprigtige medfølelse til hans familie og til alle, der holdt af ham.Tak for alt, Alex.

/ritzau/