Vitalij Klitsjko var tre gange verdensmester i sværvægt i boksning, og nu ser han ud til at give corona-virus en ordentlig uppercut.

Den tidligere bokser er blevet borgmester i Kiev, der søndag havde blot 20 døde og 1100 smittede. Vi taler altså om en by, hvor der bor knap tre millioner mennesker.

»Jeg har aldrig været konfronteret med så stor en udfordring,« siger Vitalij Klitsjko ifølge The Telegraph.

»Ansvaret er enormt. Millioner af menneskers liv står på spil.«

Vitalij Klitsjko har haft succes med at gå fra at være professionel bokser til at være borgmester i Kiev.
Vitalij Klitsjko har haft succes med at gå fra at være professionel bokser til at være borgmester i Kiev. SERGEI SUPINSKY

I løbet af sin glorværdige karriere som elitesportsmand havde Vitalij Klitsjko en imponerende statistik. Af hans 45 sejre var 41 på knockout, og nu er han godt på vej til at få besejret corona-virus i den ukrainske hovedstad.

»Som borgermester i hovedstaden måtte jeg løse mange problemer før corona-krisen. Men det her er en udfordring med meget pres.«

Klitsjko var tidligt ude i sin aktion mod pandemien.

Allerede i januar nedsatte han en arbejdsgruppe, som skulle udarbejde en plan for byens lukning, ligesom der blev købt udstyr ind til bekæmpelse af sygdommen.

Og den 12. marts lukkede Ukraine så ned.

Den 48-årige borgmester er nu glad for, at byen udviste rettidig omhu.

»Jeg er sikker på, at antallet af smittede og dødsfald stadig vil være begrænset, fordi vi handlede så hurtigt,« forklarer manden, som blandt andet indførte den regel, at hvis en ansat på en arbejdsplads blev testet positiv med covid-19, skulle hele arbejdspladsen gå i karantæne.

Indtil videre har Kiev en dødelighed på 0,5 per 100.000 indbyggere.