I 2017 gik det verden rundt, da tennisstjernen Eugenie Bouchard gik på date med en fan efter et tabt væddemål.

Men nu lader Bouchard til at have fundet kærligheden for alvor.

Ifølge mediet TMZ er hun begyndt at se NFL-spilleren Mason Rudolph, der til daglig er quarterback for Pittsburgh Steelers.

Bouchard blev netop spottet for nylig i Pittsburgh, hvilket hun selv dokumenterede på Instagram. Det likede Rudolph efterfølgende, og det fik rygterne til at svirre endnu mere om parrets romantiske forhold.

26-årige Bouchard har kæmpet med resultaterne de seneste år, efter hun leverede sine bedste resultater i 2014.

Her kom hun i finalen ved Wimbledon, som hun dog tabte, mens hun også nåede semifinalen i både Australian Open og French Open.

Mason Rudolph er tennisstjernens nye kæreste.
Mason Rudolph er tennisstjernens nye kæreste. Foto: Joe Sargent
Vis mere

25-årige Rudolph har spillet for Steelers siden 2018, hvor han er backup for holdets veteran-stjerne Ben Roethlisberger.

Bouchard blev sidste år sat i romantisk forbindelse med en anden NFL-spiller, den 25-årige Connor Davis.

Men nu lader det altså til, at det er Rudolph, der er løbet med den canadiske tennisspillers hjerte for nu.