Team Danmark har fundet frem til næste års fordeling af cirka 100 millioner kroner i støtte til de danske forbund.
I alt kan 23 forbund se frem til at modtage lidt mere i støtte end sidste år. Fire forbund er på samme niveau som tidligere. Det skriver Team Danmark på sin hjemmeside.
Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark, kalder støtten for et fornuftigt økonomisk grundlag, men kunne godt bruge endnu flere midler.
- Vi er langtfra i mål med at skabe det nødvendige økonomiske fundament til at fastholde dansk eliteidræts niveau fremover, og vi arbejder hårdt på at løfte grundbeløbet til Team Danmark, siger han til forbundets hjemmeside.
Efter OL i 2024 lavede Idrættens Analyseinstitut en analyse, der viste et fald i dansk eliteidræts konkurrenceevne.
Derfor er Team Danmark i første omgang tilfreds med som minimum at kunne opretholde eller øge støtten til forbundene, som samtidig får et budskab med på vejen.
- Vi har med vores strategi og støttekoncept bedt forbundene om at fokusere deres elitearbejde i endnu højere grad.
- Dansk eliteidræt er presset på konkurrenceevnen, og hvis vi ikke skal blive overhalet af andre nationer, er der brug for, at vi skærper vores fokus og løfter kvaliteten hele vejen rundt om atleterne, siger Lars Balle Christensen.
Som det også var tilfældet i sidste års fordeling af midlerne, handler det om ikke at smøre støttekronerne for tykt ud på for mange atleter.
- Det betyder blandt andet, at vi sammen med forbundene vil sikre, at de atleter med størst potentiale har bedre muligheder for at få den støtte, der skal til for at konkurrere med de bedste.
- Det gælder blandt andet økonomi, udstyr og ekspertressourcer. De ekstra midler, vi har fået, vil vi ikke smøre tyndt ud. Vi vil investere dem, hvor de har størst effekt, siger Lars Balle Christensen.
Team Danmark har suspenderet samarbejdet med Dansk Taekwondo Forbund, indtil der er en afklaring om det fremtidige elitearbejde i forbundet.
/ritzau/
