Team Danmark-direktør Lone Hansen ser fordele i, at sommerens udsatte OL afholdes på samme tidspunkt i 2021.

Mandag blev det en kendsgerning, at sommerens udsatte OL skal afvikles fra 23. juli til 8. august 2021.

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, er glad for, at man nu har fået en dato at sigte efter sammen med atleter og forbund.

- Det er afgørende, at vi har mulighed for at time atleternes forberedelser så præcist som muligt, og nu kan vi komme i gang med at lægge de planer, der skal til for at atleterne står bedst muligt klar, siger Lone Hansen.

Datoerne er nærmest identiske med de oprindelige i 2020, hvor OL skulle have været afholdt fra 24. juli, og det gør alt andet lige planlægningen nemmere.

- At OL ligger på samme datoer, gør, at vi kan arbejde videre med flere af initiativer og strategier vi lagde frem mod et OL i 2020.

- Det gælder eksempelvis i forhold til at forberede atleterne på klimaet i Tokyo. Det kræver naturligvis, at vi finder økonomi til at arbejde videre et ekstra år, siger Lone Hansen.

Hun tilføjer, at man allerede nu kigger et OL mere frem, nemlig mod OL i Paris om fire år.

- Ud over at kigge frem mod et OL i 2021 er det vigtigt, at vi kommer godt i gang med planlægningen frem mod 2024.

- Her er der nu et år mindre at arbejde med, og det vil få betydning for vores arbejde sammen med atleter og forbund de kommende år, lyder det fra Team Danmarks direktør.

/ritzau/