'Kong så de hviie' florerer rundt på AGF-fanforums efter tronskiftet søndag.
En nyfortolkning af Aarhus-klubbens faste kampråb 'Kom så de hviie' kan altså muligvis finde vej til Aarhus-stadion, når Superligaen sparkes i gang igen.
Og AGF-fans, heriblandt TV 2-journalisten Rasmus Tantholdt, fejrede søndag, at Danmarks nye konge er offentligt kendt AGF-fan.
»Nu bliver vi jo til kongeklubben i Danmark. Det synes jeg er kæmpe stort.«
»Kongeklubben – som Real Madrid for eksempel bliver kaldt i Spanien – er ofte den største eller den rigeste klub. Og det er AGF jo ikke. Derfor er det jo skægt, at vores konge blev forelsket i AGF under sin studietid i Aarhus,« siger Rasmus Tantholdt til B.T., der er officiel ambassadør for AGF.
Tantholdt mener samtidig at vide, at der bliver diskuteret Superliga bag gemakkerne på Amalienborg mellem den nyudnævnte konge og kronprins.
»Jeg ved også, at kong Frederik og kronprins Christian – der som bekendt holder med FCK – godt kan have diskussioner om Superligaen. Jeg synes, det er skønt, at vi har et kongehus, der går op i dansk fodbold.«
AGF-ambassadøren løfter da også sløret for, at der er et tiltag på vej på lægterne med en hyldest til Kongen.

»Jeg ved ifølge flere fanforums, at der er en fansang på vej, hvor Kongen indgår,« siger den inkarnerede AGF-fan.
Han tilføjer, at der selvfølgelig er plads sammen med Tantholdt og Thomas Helmig, hvis Danmarks nye regent skulle have lyst til at komme på stadion.
Kong Frederik fortalte i en artikel på B.T., at han tog fodboldklubben til sig, da han boede på Marselisborg Slot, mens han læste Statskundskab på Aarhus Universet, hvor han kunne høre lyden fra stadion på slottet, når de 'hvide fra Fredensvang' spillede.
AGF har også fejret Kongen på deres sociale medier, hvor de har lagt et billede op af en AGF-trøje med 'Kong Frederik' i nummer 10 foran Marselisborg Slot. De oplyser til B.T., at de har sendt en buket blomster.