Langrendsstjernen Therese Johaug var 7,88 sekunder fra at indfri OL-kravet i 10.000-meterløb.

Therese Johaug er i en klasse for sig, når hun har langrendsski under fødderne. Iført et par løbesko er hun også hurtigere end de fleste.

Lørdag var hun dog ikke hurtig nok til at indfri det olympiske kvalifikationskrav i 10.000-meterløb. Her var hun lidt under otte sekunder fra OL-kravet, da hun brugte 31 minutter og 32,88 sekunder på at tilbagelægge distancen.

Det olympiske krav er 31 minutter og 25 sekunder.

Kort efter løbet i Oslo kunne hun dog fortælle, at hun uanset hvad ikke vil rejse til sommerlegene i Tokyo, men at hun har brugt OL-kravet som motivation.

Therese Johaug var tæt på at indfri OL-kravet i 10.000-meterløb, selv om hun er bedst med ski under fødderne. Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Therese Johaug var tæt på at indfri OL-kravet i 10.000-meterløb, selv om hun er bedst med ski under fødderne. Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Vis mere

- Selv om jeg havde klaret kravet, ville jeg ikke rejse til OL i Tokyo. Mit mål er vinter-OL i Beijing næste år. Jeg løber for at motivere mig.

- Det havde været sjovt at løbe under kravet, men jeg er stadig utrolig stolt over mit løb, siger Johaug til NRK ifølge NTB.

Sidste år skulle hun have deltaget i 10.000-meterløb ved EM i atletik, men mesterskabet blev aflyst på grund af coronapandemien.

32-årige Johaug har vundet 19 VM-medaljer, heraf 14 af guld, i langrend.

Hun missede det seneste vinter-OL i 2018 på grund af en dopingkarantæne.

/ritzau/