Kenyanskfødte Sylvia Kiberenge blev for tredje gang hurtigste kvinde i Eremitageløbet, da hun søndag løb i mål i tiden 46,33 minutter for de 13,3 kilometer.

Hun var over fire minutter hurtigere end nummer to, Mette Willer.

”Det er fantastisk,” jublede Sylvia Kiberenge efter løbet.

”Eremitageløbet er noget helt specielt. Stemningen kan slet ikke beskrives, og det at man løber i naturen gør også, at det hele godt kan minde en lille bitte smule om løb på savannen,” sagde 28-årige Sylvia Kiberenge.

Hun kom til Danmark i 2012, og to år senere blev hun gift med atletiklederen Erling Worm, som også er hendes træner.

”Jeg håber også, at jeg kan deltage til næste år. Eremitageløbet vil jeg meget nødig gå glip af,” sagde Sylvia Kiberenge.

Rekordholderen hos kvinderne, Anna Møller, deltog ikke i årets løb, da hun har bosat sig i London og havde et løb for sin engelske klub denne søndag.

Kvindernes top 10:

1. Sylvia Kiberenge, Sparta / Toyota Køge 46,33
2. Mette Willer, Novo Nordisk 50,47
3. Katrine Svane, Blovstrød Løverne 51,25
4. Jannie Hundebøll Jensen, HMRC 51,40
5. Karina Sørensen, SNIK / Full Performance 52,03
6. Kathrine Højgaard Hansen, Sparta Projekt 18 52,23
7. Lotte Bretton-Meyer, Rungsted Kyst 52,46
8. Mia Bundgaard, Frederikssund 52,59
9. Stine Muldbak Andersen, Sparta 54,01
10. Stefanie Moth, København NV 54,13