Sydafrikas Atletikforbund (ASA) anker sportsdomstolen CAS' dom i sagen om Caster Semenyas testosteronniveau.

Sydafrikas Atletikforbund (ASA) accepterer ikke den dom, som Den Internationale Sportsdomstol (CAS) kom frem til mod OL-vinderen Caster Semenya 1. maj.

ASA anker dommen til Den Schweiziske Forbundsdomstol, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi appellerer dommen så hurtigt som muligt, siger Vuyo Mhaga, der er talsmand for sportsministeriet i Sydafrika.

Ifølge dommen tillader CAS, at Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har regler, der betyder, at kvindelige atleter med et højt niveau af mandlige kønshormoner medicinsk skal sænke deres testosteronniveau, hvis de vil konkurrere på eliteplan.

- Vi føler, at de videnskabelige oplysninger, der er blevet bragt frem, er blevet fuldstændig ignoreret, siger Vuyo Mhaga til AFP.

/ritzau/