Svømmechef efterlyser flere danske toppræstationer
- Vi er langt fra, hvor vi har ambitioner om at være, siger dansk landsholdschef i svømning efter langbane-EM.

- Vi er langt fra, hvor vi har ambitioner om at være, siger dansk landsholdschef i svømning efter langbane-EM.

Når landsholdschef Thomas Stub skal evaluere det netop afviklede langbane-EM i Paris, er han mellemfornøjet.
Mesterskabet sluttede søndag med Helena Rosendahl Bachs sølvmedalje som det store danske højdepunkt, men den samlede status med deltagelse i to finaler og ni semifinaler er undervældende.
Det siger Stub i en pressemeddelelse fra SvømDanmark.
- Som hold leverede vi en godkendt indsats, og jeg oplevede, at alle arbejdede godt og gjorde sig umage. Nogle tog et spændende udviklingsskridt eller to, mens andre har fået gode og vigtige erfaringer.
- Overordnet præsterede vi lidt bedre end til par, men jeg må også konstatere - uden at være overrasket - at vi er langt fra, hvor vi har ambitioner om at være.
- Arbejdet mod OL i 2028 og 2032 er allerede i gang, men vi skal fortsætte med at udvikle og forbedre os, hvis flere skal lykkes med at svømme med i de internationale finaler og om medaljerne, siger landsholdschefen.
Undervejs i EM blev der sat ti danske rekorder og seks nordiske rekorder. Der bliver brug for mange flere svømmerekorder i fremtiden, hvis Danmark skal gøre sig gældende i både de korte og lange svømmebassiner.
- Til de seneste mesterskaber har vi set, at vi skal levere vores bedste på dagen, og ofte skal der mere end danske og sågar nordiske rekorder til for at svømme med i Europas allerfineste selskab.
- Det er tankevækkende og understreger vigtigheden af, at vores bedste og dem på vej frem fortsætter med at udvikle sig, siger landsholdschefen.
Det næste mesterskab er kortbane-VM i Beijing i december.
RITZAU