Had skal ikke stoppe os.

Sådan lyder sloganet i en ny følelsesladet video-kampagne, som nogle af Englands mest kendte sportsværter på den store tv-station Sky Sports har søsat.

Det sker som følge af, at de er trætte af at modtage svinske og grænseoverskridende hadbeskeder. Og nu vil de have de store sociale medier som Facebook og Twitter til at tage affære.

'Jeg håber, du får AIDS,' lyder eksempelvis en besked, som værten Kate Mason har modtaget, og der er flere frygtelige eksempler.

Laura Woods fra Sky Sports.
Laura Woods fra Sky Sports.

»Jeg er blevet kaldt en 'dum kælling', og jeg er blevet fortalt, at jeg var blevet fed og havde taget på, mens jeg var gravid,« fortæller Michelle Owen, som er fodboldreporter på Sky Sports.

'Fuck af, din store, grise-fjæsede lort,' stod der i et tweet, som nyhedsværten Bryan Swanson har modtaget.

Derudover er der eksempler på alt fra sexistiske til racistiske beskeder, som dukker op i indbakker og på sociale medier om tv-værterne.

»Jeg aner ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det. Det har været så grimt og sårende. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort, for at blive udsat for det her,« fortæller den populære vært Laura Woods i videoen.

En af de grummeste beskeder modtog bokse-reporteren Anna Woodhouse. Den omhandlede hendes bror, som døde i en busulykke i Malaysia i 2014.

»Dit store grimme grin. Jeg håber, du følger din bror i døden snart. Han begik sikkert selvmord for at slippe for dig,« læser en tårevæddet Woodhouse op i videoen, som kan ses herover.

»Vi ønsker, at dette skal stoppe. De store sociale medier skal gøre mere for at komme det livs,« lyder opfordringen fra Sky Sports-direktøren Mark Alford.