Anna Holmlund sendte mange svenskere i chok, da hun under en træning med det svenske skicrosslandshold var udsat for et meget alvorligt uheld. OL-bronzevinderen fra 2014 slog hovedet så voldsomt, at hun måtte opereres og senere lægges i kunstigt koma.

Det var tilbage i december, at ulykken skete, og siden er Anna Holmlund blevet fløjet hjem til Sverige – uden at der dog har været mange opdateringer på hendes helbred. Det er der nu, og den er god.

»Hvis alt går efter planen, bliver Anna udskrevet fra Danderyds sygehus i juli 2017,« siger sportschef Joar Båtelson ifølge Aftonbladet.

Derfra skal Anna Holmlund overføres til Sundsvall, hvor hun skal fortsætte sin genoptræning. For der er stadig et stykke vej, før Anna Holmlund forhåbentlig er helt tilbage. Hun pådrog sig nemlig en slem hjerneskade, skriver Aftonbladet, og hun vil ikke kunne undgå at skulle leve med varige mén.

Der har dog været meget godt at spore på det seneste for Anna Holmlunds pårørende.

»Gennem den seneste måned har vi set fremgang hos Anna, og det er med stor glæde, at vi konstaterer, at man nu kan kommunikere med hende, og at vi endda får simple verbale svar,« siger skicrosslandsholdets læge Jakob Swanberg

Anna Holmlunds ulykke skete i Italien, og hun blev straks efter kørt på hospitalet i Bolzano. En uges tid senere blev hun så fløjet hjem til Sverige, hvor hun siden har været omgivet af familie og læger. Og her et lille halvt år efter den slemme hovedskade er der altså heldigvis godt nyt om Anna Holmlund.