Hun har altid kæmpet med høreproblemer.

Nu tager hun affære for at undgå demens.

Der er tale om den svenske skisports-legende Magdalena Forsberg, der i et interview med det svenske medie Expressen fortæller, at hun har døjet med dårlig hørelse, siden hun var barn.

Magdalena Forsberg, der i dag er 58 år og nu arbejder som ekspertkommentator og tv-vært, fik allerede høreapparat for et par år siden, men hun var slem til ikke at bruge det.

Men det har ændret sig nu.

»Jeg hører virkelig dårligt. Nu prøver jeg at være god og bruge høreapparat, men det er virkelig svært. Man skal vænne sig til det, men jeg prøver på det, for min hørelse er så dårlig,« fortæller hun.

Magdalena Forsberg, da hun i 2002 vandt en af sine mange World Cup-sejre i biathlon.
Magdalena Forsberg, da hun i 2002 vandt en af sine mange World Cup-sejre i biathlon. Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix

Magdalena Forsberg forklarer videre, at høretab øger risikoen for demens - og netop derfor er hun begyndt at bruge høreapparat.

Magdalena Forsberg var omkring årtusindeskiftet en af de største stjerner indenfor skiskydning og kan blandt andet prale af en lang række VM-guldmedaljer.

Hun er desuden blevet kåret til årets idrætsudøver i Sverige fire gange, hvilket er rekord.

Ved at tale åbent om sine høreproblemer håber Magdalena Forsberg at kunne inspirere andre i samme situation.