Kristoffer Hari blev ramt af en skade og blev kun nummer fire i indledende heat på 60 meter ved EM.

Den talentfulde danske sprinter Kristoffer Hari fik en uheldig debut på den store internationale scene.

Hari var rejst til inde-EM i Serbien i topform og med store forhåbninger efter at have tangeret den danske rekord i 60 meter løb for nylig, men i sit indledende EM-heat blev han bremset af en skade.

Den 19-årige Hvidovre-løber kom ellers flyvende fra start og førte sit heat, men mod slutningen af den korte distance fik han problemer med sit ene lår.

Danskeren måtte bremse op, humpede det sidste stykke over stregen og blev noteret for en fjerdeplads og en tid på beskedne 6,81 sekunder.

»Jeg fik en kanonstart og tænkte "wow, det kører bare", men så mærkede jeg et stik i baglåret, og det var så det,« siger Kristoffer Hari til DR kort efter skuffelsen.

Han erklærer samtidig, at han ikke regner med at være i stand til at løbe mere ved EM, men det gør knap så meget, for tiden rækker alligevel ikke til en plads i semifinalerne, der skal afvikles lørdag aften.

Dermed blev Haris første store internationale seniorstævne en noget blandet oplevelse.

Han fik trods alt demonstreret, at han er i besiddelse af en eksplosiv start, og han var utvivlsomt gået videre, hvis han ikke var blevet tunget til at bremse op på de sidste meter.

Der har været knyttet store forventninger til den kraftfulde sprinter, siden han som 15-årig i 2013 løb verdens næsthurtigste 100-meter-tid nogensinde i sin aldersgruppe.

Siden fulgte et par skadesplagede år, men på det seneste har han fundet tilbage på sporet.

For to uger siden tangerede han Benjamin Hechts 18 år gamle danske indendørsrekord i 60 meter løb. Tiden lød på 6,65 sekunder.

/ritzau/