Det skulle være afslapning og opladning til en ny sæson. Men for Carmelo Anthony har pausen fra NBA udviklet sig i en lidt anden retning.

Afslappende så det ellers ud, da den 35-årige basketballstjerne slængede sig på en stor, lækker yacht i Frankrig. Der var bare lige et enkelt problem på de billeder, der gik verden rundt.

Kvinden på billedet ved siden af Carmelo Anthony var ikke hans kone, tv-stjernen La La Anthony.

Derfor blev NBA-spilleren også hurtigt hængt ud som utro på nettet, men det ville han absolut ikke have hængende på sig. Så Carmelo Anthony forklarede sig i en video ud, som TMZ har fået fingrene i.

Her forklarer han, at kvinden på billedet er med på båden med sin mand, og sammen er Carmelo Anthony på en forretningstur med ægteparret.

»Alle de bloggere, der forsøger at dele det her… det lort er slet ikke cool. Det er slet ikke cool. Den eneste grund til, at jeg adresserer det her, er, at det påvirker min familie nu, og får mig til at se skør ud,« siger Carmelo Anthony.

Den 35-årige basketballstjernes forklaring kommer efter, at La La Anthony torsdag morgen delte et billede af et hjerte med en kniv i. Det blev siden fjernet igen.

Men flere amerikanske medier skriver, at Carmelo Anthonys bådtur i hvert fald ikke har gjort noget godt for parret.

Foto: CHRIS DELMAS
Vis mere

Carmelo Anthony opfordrer dog til at lukke ned for snakken nu. Også for kvinden på billedets skyld.

»I prøver alle sammen at hænge en andens kone ud. I prøver alle sammen at eksponere nogle andres børn. Lad det ligge. Det er ikke cool,« siger Carmelo Anthony i videoen.

Carmelo Anthony og konen La La har sammen den 12 år gamle søn Kiyan.

De har været gift i ni år - kun afbrudt af en kort separation i 2018, som de dog kæmpede sig igennem.