Israelske Erez Bittman overlader landstrænerposten til Arnel Dedic, der har en fortid i Basketligaen.

Danmarks herrelandshold i basketball har fredag skiftet ud på trænerposten.

Israelske Erez Bittman har således valgt at stoppe. Arnel Dedic, der tidligere har stået i spidsen for Horsens IC og Team FOG Næstved i Basketligaen, tager over.

I første omgang kun til og med august, hvor landsholdet skal spille fire VM-kvalifikationskampe.

Det oplyser Danmarks Basketball Forbund (DBBF).

Forbundet forsøgte ellers at blive enig med Erez Bittman om en ny og forbedret aftale, men det var ikke været nok til at overbevise israeleren.

- Erez har været en engageret og dygtig træner, som har løftet landsholdet til det næste niveau, og aldrig har vi været så tæt på at kvalificere os til EM som under Erez' ledelse, siger Mads Young Christensen, bestyrelsesformand i DBBF.

Erez Bittman har været landstræner for Danmark siden 2017. Han har stille og roligt hævet niveauet på landsholdet, og i foråret 2021 var Danmark snublende tæt på sin første EM-slutrunde nogensinde.

Ikke desto mindre kan Erez Bittman se tilbage på fire år med 14 sejre i 20 kampe, som af DBBF kaldes den bedste periode i landsholdets historie.

- Det har været fire skønne år, men det er et godt tidspunkt at overdrage jobbet til en ny, der kan tage holdet endnu et niveau op. Jeg vil stadig hjælpe dansk basketball i fremtiden, men ikke som landstræner, siger Bittman.

I VM-kvalifikationen skal Danmark møde Island og Montenegro.

- Med de vigtige kampe i august har det været vigtigt at finde den helt rigtige træner, og jeg er virkeligt tilfreds med, at det bliver Arnel Dedic, der overtager det succesfulde danske landshold, siger Mads Young Christensen.

- Arnel har et personligt forhold til nærmest alle spillerne gennem hans trænergerning i topklubberne i Horsens og Næstved over de seneste ti år.

Kroaten mener selv, at den største ære, man som træner kan få, er at stå i spidsen for et landshold.

- Det at repræsentere et land er kæmpe stort, og jeg kan ikke lige nu forestille mig noget større end at overtage det her hold. Spillerne har vist deres kvaliteter og vinderinstinkt over de seneste år, og jeg glæder mig til at arbejde med dem og har stor tro på, at vi sammen kan skabe succes, siger Arnel Dedic.

/ritzau/