OPDATERING: Danske Spil oplyser, at det nu igen er muligt at logge ind på deres hjemmeside.
Brugere, der ynder at satse en skilling på væddemål på danskespil.dk, bliver efterladt skuffede.
Siden i eftermiddags har Danske Spil nemlig været nede med login-problemer.
Det fremgår af spiludbyderens hjemmeside.
'Det er ikke muligt at logge ind lige nu. Vi er på sagen og skynder os alt det, vi kan med at få problemet løst,' lyder beskeden, når man forsøger at logge ind på hjemmesiden.
Til B.T. forklarer Danske Spils pressekonsulent Mikkel Svane, at nedbruddet skyldes en vandskade, der har skabt strømproblemer.
»Status er, at vi arbejder på højtryk for at få det op at køre igen. Strømmen skulle gerne være på vej tilbage snarest,« siger Mikkel Svane.
Han oplyser desuden, at der ingen tidshorisont kan gives for, hvornår man igen kan logge ind på hjemmesiden.
»Vi opfordrer brugerne til selv at holde et øje på vores hjemmeside,« tilføjer han.

