Landet over bliver motionsløb udsolgt med det samme, men det modsatte har gjort sig gældende i Odense.
26. april skulle 6.000 løbere have prydet Odenses gader i et storstilet halvmarathon.
Men nu er 'løbefesten' pludselig aflyst, inden den overhovedet blev skudt i gang.
Det oplyser arrangøren Odense Atletik & Løb på hjemmesiden odensehalf.dk.
»Vi havde set frem til en løbefest i Odense, men har desværre måtte konstatere, at opbakningen og tilmeldingerne til løbet, ikke har stået mål med vores forventninger,« oplyser Michael Nielsen, der er løbsleder.
På hjemmesiden oplyser arrangøren videre, at der er 'en nedre grænse, der retfærdiggør en nedlukning af en stor by som Odense'.
Michael Nielsen oplyser til TV 2 Fyn, at der blot var solgt 1500 billetter.
Vil man gerne til Odense og løbe et halvmarathon, er det dog stadig en mulighed 31. maj, hvor Odense City Half afvikles.

