Senatet i USA anklager den tidligere direktør for den olympiske komité Scott Blackmun for falsk vidneudsagn.

Et underudvalg fra Senatet i USA vil have det føderale forbundspoliti, FBI, til at undersøge den tidligere administrerende direktør for den amerikanske olympiske komité (Usoc) Scott Blackmun.

Han anklages af flere højtstående medlemmer af underudvalget for at have givet falsk vidneforklaring i skandalesagen om den tidligere læge Larry Nassars sexmisbrug af flere end 250 unge kvindelige gymnaster.

Anklagen kommer, efter at en rapport mandag blev offentliggjort. Den konkluderer, at Usoc ikke reagerede hurtigt nok, da den første gang blev advaret om Nassar i 2015.

I stedet skjulte komitéen hans forbrydelser, indtil skandalen blev offentligt kendt i slutningen af 2016, lyder det i rapporten, der er udført af et advokatfirma.

I et skriftligt vidneudsagn har Blackmun fortalt, at han tog kontakt til SafeSport, som er det organ, der overvåger misbrug i olympiske sportsgrene, så snart han blev klar over mistanken til Nassar.

Ifølge rapporten har Blackmun ifølge flere uafhængige efterforskere ikke taget kontakt til hverken SafeSport eller nogen andre i forbindelse med sagen.

Blackmun trådte tilbage fra sin post i februar efter kritik af hans håndtering af sagen.

Larry Nassar blev idømt fængsel på livstid tidligere på året. Flere af hans ofre var med til at vinde guld ved OL i 2012 og 2016.

Det amerikanske gymnastikforbund, USA Gymnastics, er siden blevet anklaget for at have dækket over Larry Nassars ugerninger.

Forbundet blev tidligere på måneden begæret konkurs.

/ritzau/AFP/