Efter bare otte professionelle MMA-kampe er Mark O. Madsen landet i verdens stærkeste MMA-liga, UFC.

Siden den tidligere OL-bryder indledte sit MMA-eventyr i foråret 2018, har målet været UFC.

Nu er den 34-årige falstring så signet til fire UFC-kampe, og den første skal kæmpes i København, når Royal Arena huser det imødesete UFC-stævne lørdag den 28. september.

»Jeg er sindssygt stolt over denne her aftale. Det er den bedste kontrakt, en dansker nogensinde er kommet ind på i UFC, og jeg glæder mig helt vildt til at kæmpe i Royal Arena,« siger Mark O. Madsen, som er godt oppe at køre over nyheden, som han fik af sin manager, Ali Abdelaziz.

Mark O. Madsen vandt over Thibaud Larchet under MMA-stævnet 'Cage Warriors' i K.B. Hallen på Frederiksberg, lørdag den 9. marts 2019. I juni slog han Patrick Nielsen.
Mark O. Madsen vandt over Thibaud Larchet under MMA-stævnet 'Cage Warriors' i K.B. Hallen på Frederiksberg, lørdag den 9. marts 2019. I juni slog han Patrick Nielsen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er helt vanvittigt. Jeg tog til Vegas på en One Way Ticket for at jagte en kontrakt, og nu er den allerede på plads. Jeg havde kun fået fem timers søvn, da Ali ringede og sagde: ’we have a deal’.«

Nu venter der en intens træningslejr i Las Vegas, hvor headcoach Martin Kampmann også er at finde.

Mark O. Madsens seneste kamp mod Patrick Nielsen blev kæmpet med en vægtgrænse på 75,5 kg, men denne gang skal den tidligere bryder helt ned i 70 kg.

»Jeg har travlt, for jeg skal langt ned i vægt. Det er første gang, jeg skal helt ned i 70 kg, så nu skal den have fuld gas,« siger Mark O. Madsen.