Den danske golfspiller Nicolai Højgaard ligger fortsat med helt fremme efter tredje runde af PGA-turneringen Houston Open.

Og i forhold til efter anden runde er han tættere på førstepladsen og har lagt afstand til de bagvedliggende.

Inden sidste runde ligger Højgaard alene på andenpladsen i 17 slag under par og er kun ét slag efter den førende amerikaner, Gary Woodland.

Efter fredagens runde var Højgaard delt toer med tre slag til den førende.

Umiddelbart er der lagt op til en duel om sejren mellem Højgaard og Woodland, da danskeren har fem slag ned til tredjepladsen.

Skulle Højgaard stryge helt til tops søndag, vil det være historiens første danske triumf på PGA Tour.

Nicolai Højgaard kom ellers skidt i gang med en bogey på lørdagens første hul, men det skulle blive lørdagens sidste fra hans side.

Hurtigt fandt han ind i den gode rytme fra fredag. På fire af de efterfølgende syv huller lavede han birdies.

Og endnu en birdie på 12. hul sendte ham blot ét slag fra førstepladsen. Tre danske birdies senere var afstanden til Woodland stadig ét slag.

Nicolai Højgaard sluttede lørdagens runde i syv slag under par, og det kunne ingen andre matche. De næstbedste klarede runden i fem slag under par.

Også Thorbjørn Olesen ligger i den gode ende af tabellen. Han er delt nummer 18 i samlet syv slag under par efter en tredje runde i tre slag under par.

Rasmus Højgaard ligger på en delt 45.-plads med en samlet score i fire slag under par.

Turneringens præmiesum lyder på 9,9 millioner dollar, svarende til 64 millioner kroner. Vinderen får knap 1,8 millioner dollar - eller omkring 11,6 millioner kroner.

/ritzau/