Udsigten til at Discoverys kanaler ikke længere vil være en del af YouSees tv-pakker vækker mildt sagt ikke begejstring hos DIF og DBU.

»Vi ser med stor alvor på situationen omkring YouSees tv-pakker.«

Det fortæller administrerende direktør i DIF, Morten Mølholm Hansen.

»Alle lande har brug for noget at samles om. Og hvis der er noget, der evner dét, så er det fodboldlandsholdet og OL, som begge er nationale klenodier. Samtidig er OL et udstillingsvindue for mange idrætter, og det vil være en katastrofe for sporten, hvis OL-dækningen ikke når så langt ud som sædvanlig,« siger Morten Mølholm Hansen.

Udmeldingen betyder helt konkret, at herrelandsholdets kampe i fodbold og en stor del af aktiviteterne ved det kommende OL i Tokyo 2020 ikke længere automatisk er en del af danskernes tv-billede.

Hos DBU er konstitueret dirketør, Kenneth Reeh, også meget interesseret i at finde en løsning:

»Fodbold er den mest populære sportsgren og herrelandsholdet kan skabe en helt særlig sammenhængskraft i Danmark. Derfor bør flest muligt kunne se Christian Eriksen og de andre i årene frem. Det er problematisk og beklageligt, hvis seerne ikke får adgang til det populære fællesskab, som et fodboldlandshold kan skabe,« siger DBU-direktøren.

Den holdning deler administrerende direktør i DIF, Morten Mølhom Hansen:

»Set udefra ligner det her et forhandlingsspil, som sports-Danmark er blevet gidsler i. Derfor vil vi fra DIF’s side opfordre til, at YouSee og Discovery finder en løsning til glæde og gavn for idrætten og danskerne.«

Om grunden til udmeldingen siger YouSees direktør, Jacob Mortensen, til mediawatch:

»De tre pakker – grundpakke, mellempakke og fuldpakke – laver vi ændringer i. Det gør vi, fordi vi ser på, hvad der bliver efterspurgt, og vi ændrer nu for at sikre, at det mest populære indhold kommer bredest muligt ud. Discoverys indhold går ud af de faste pakker, og de kanaler vil vi så stille til rådighed i vores Bland Selv-univers. Vi tror og håber på, at vi kan lave en aftale med Discovery om, at de udelukkende bliver tilgændelige i vores bland-selv-produkt.«

Men eftersigende truer Discovery nu med at trække deres kanaler, hvis de ikke indgår i pakkerne hos YouSee.