Det begyndte som en stille, knælende protest. Men nu står store amerikanske sportsstjerner frem på stribe og råber højt.

Det gør de i utilslørede angreb på den amerikanske præsident, Donald Trump.

»Din bums,« lyder det blandt andre fra LeBron James, NBA-stjernen over dem alle.

Direkte rettet mod den republikanske præsident, der selv indbød til øretæver, da han i en tale fredag ved et vælgermøde selv kom med følgende bandbulle:

»Ville du ikke bare elske at se en af klubejerne i NFL sige, efter en spiller håner vores flag: 'Få den skiderik væk fra banen lige nu. Han er fyret'. Du ved, at en af ejerne kommer til at gøre det. Han kommer til at sige: 'Den fyr håner vores flag. Han er fyret'. Og den ejer ved det ikke endnu, men han vil være den mest populære person i vores land,« lød det fra Donald Trump.

Uden at sætte navn på var bemærkningerne utvivlsomt rettet mod de sportsfolk i NFL, der har valgt at knæle under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi. En aktion påbegyndt af den udstødte quarterback Colin Kaepernick som en protest mod politivold og den ulige behandling af sorte amerikanske borgere. Han kan af den grund ikke find en ny klub – læs mere om hans skæbne her

Donald Trumps opsigtsvækkende ordvalg har skabt talrige reaktioner.

Ikke mindst fra Colin Kaepernicks mor, der ganske finurligt skrev på Twitter – med reference til, at præsidenten brugte ordene ’son of a bitch’om den spiller, der skulle fyres.

»Det gør vel mig til en stolt kælling,« skrev Teresa Kaepernick.

Også andre af sportens store stjerner var klare i mælet.

NFL-runningbacken Lesean McCoy var kontant på Twitter:

»Det er virkeligt trist, mand. Vores præsident er et røvhul.«

NFL-cornerbacken Richard Sherman fra Seattle Seahawks:

»Præsidents opførsel er uacceptabel og må italesættes. Hvis du ikke fordømmer den splittende retorik, støtter du den.«

Flere NFL-hold er også kommet med skarpe udmeldinger, om end i mere diplomatiske vendinger.

Green Bay Packers-præsident Mark Murphy kalder det ‘uheldigt, at præsidenten har besluttet sig for at bruge sin store platform til at komme med splittende og fornærmende udtalelser om spillere og NFL’.

Seattle Seahawks-præsident Peter McLoughlin meddeler, at han ’fuldt ud støtter spillernes ytringsfrihed og deres fredelige aktion for at gøre opmærksom på eksisterende raceforskelle i landet.’

Donald Trump brugte lørdag også Twitter til at gå til angreb på andre amerikanske sportsstjerner.

Det gik ud over NBA-stjernen Stephen Curry og dennes hold, Golden State Warriors, der er forsvarende NBA-mestre.

Af den grund påbyder traditionen, at man kommer på besøg i Det Hvide Hus for at møde den siddende præsident. Stephen Curry har dog – som også spillere fra den forsvarende NFL-vinder, New England Patriots tidligere har gjort – åbent givet udtryk for, at han ikke har lyst til at deltage i dét besøg.

Det fik lørdag Donald Trump til at trække indbydelsen tilbage.

Og det fik så Cleveland Cavaliers-stjernen LeBron James til at skrive på Twitter:

»Din bums, Stephen Curry har allerede sagt, at han ikke ville komme. Så der var ingen invitation. At besøge Det Hvide Hus var en stor ære, indtil du dukkede op.«

Golden State Warriors udsendte et statement, hvor de beskrev, at de på trods af det nu aflyste besøg i Det Hvide Hus alligevel vil tage til Washington i februar for at hylde ’lighed, diversitet og inklusion’.

Stephen Curry selv sagde lørdag efter sæsonens første træning, at det hele var ’surrealistisk’.

»Det er under standard fra lederen af vores land at gøre sådan. Sådan gør ledere ikke,« sagde Stephen Curry ifølge New York Times.

Lørdag blev også dagen, hvor den amerikanske baseball-liga for første gang så en spiller knæle under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi.

Det skete, da Oakland Athletics-spilleren Bruce Maxwell indtog posituren inden en kamp.

»Det var ikke af manglende respekt for vores militær, det var ikke af manglende respekt for vores forfatning, det var ikke af manglende respekt for vores land. Jeg havde hånden på mit hjerte, fordi jeg elsker det her land,« lød det bagefter fra Bruce Maxwell:

»Det vækker opmærksomhed, når jeg knæler, fordi jeg gør det for alle dem, der ikke har en stemme. Lige nu har vi en raceopdeling her landet, og det bliver praktiseret fra det højeste embede, og han siger i bund og grund, at det er okay at behandle folk forskelligt. Jeg gik på knæ for en sag.«

Og det er altså en sag, der på bare én dag er eksploderet på grund af et par bemærkninger fra Donald Trump.

Som chefredaktøren fra mediet The Atlantic stiller bemærker.

»USAs præsident er nu i krig med Stephen Curry og LeBron James. Det er ikke en krig, som Trump kommer til at vinde.«