Lyt til artiklen

Det er ikke kun på hesten Vamos Amigos, at Cathrine Laudrup-Dufour høster stor succes lige nu.

Hun sikrede sig hele tre VM-medaljer af tre mulige ved det store stævne på MCH Arena i Herning. Og til at støtte hende som altid var partneren Rasmine Laudrup-Dufour.

I det professionelle liv, hvor de fleste vågne timer bliver brugt i stalden, er de fantastisk gode til at hjælpe hinanden til hele tiden at forbedre sig. Men når ridestøvlerne er taget af, og parret går de få skridt fra deres stald og traver op til hoveddøren i deres hjem, så går det også ret godt for det forelskede par i privaten.

»Det handler nok om, at vi stadig synes, at den anden er lidt mystisk. Vi agerer og gør mange ting ekstremt forskelligt – både på godt og på ondt,« siger Rasmine Laudrup-Dufour i et større interview med Femina.

Foto: 10050 Pontus Lundahl/TT
Vis mere

Cathrine Laudrup-Dufour fortæller videre, at de netop har taget nysgerrigheden og lysten til at udvikle sig fra hesteverdenen med ind i parforholdet.

Parret er borgerligt gift og glæder sig til at holde en stor bryllupsfest. Og så har parret også en anden stor drøm.

»Vi drømmer også om børn, og når man er to piger, er det jo lidt på en anden måde. Vi kan jo ikke bare smide p-pillerne og lade skæbnen råde. Vi ved jo heller ikke, om det kan lade sig gøre,« fortæller Rasmine Laudrup-Dufour til Femina.

Parret har snakket om, at de kan bære hinandens æg. På den måde ville der nemlig være lidt af begge i barnet.