Det franske fænomen Victor Wembanyama vækker endnu en gang opsigt.
Men denne gang er det dog ikke primært på grund af sin utrolige højde på hele to meter og 24 centimeter.
Den 19-årige NBA-spiller har nemlig sat ild i de sociale medier med sit seneste påfund, som fandt sted natten til onsdag inden opgøret mellem San Antonio Spurs og Phoenix Suns.
Her var den unge Spurs-spiller klædt ud som den uhyggelige, ansigtsløse figur 'Slenderman'. En fiktiv karakter, der opstod på nettet i 2009, og som for år tilbage faktisk rystede USA på grund af en forfærdelig sag.
Årsagen til franskmandens påklædning skyldtes Halloween-tiden, som vi befinder os midt i.
Her er der nemlig tradition for, at nogle af de største stjerner i NBA klæder sig ud, inden de ankommer til kampe i verdens bedste basketball-liga, skriver ESPN.
Victor Wembanyama var på alle NBA-fans læber i sommer, efter han blev valgt først i den årlige draft i juni.
Noget, der blandt andet betød, at 13.000 fans sad på lægterne til en træningskamp – udelukkende for at få et glimt af den franske teenager, inden sæsonen overhovedet var gået i gang.