Rex Chapman er lykkelig for at være kommet ud på den anden side.

Den tidligere basketballspiller har nemlig kæmpet med både stofmisbrug og spilafhængighed i flere år, efter han stoppede karrieren i 2000.

Noget, som da også stort set kostede ham hele den formue, han havde tjent i NBA.

Det fortæller han i et interview med CNN.

Foto: Jordan Strauss/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»En dag begynder pillerne at bestemme, hvornår du skal tage dem, og ikke om du skal tage dem. Pludselig kigger man bare på sit ur og tænker: 'Nå, skal jeg ikke bare tage nogle flere?'. Pillerne fortæller én, at man behøver dem, og så er man på røven,« lyder det fra Chapman.

Stofmisbruget førte efter et par år basketball-stjernen ud i en større spilafhængighed, som nærmest tømte bankkontoen med de cirka 275 millioner kroner, han havde tjent i løbet af sin 12 år lange NBA-karriere.

»Det er min egen skyld. Jeg havde et kæmpe problem med stoltheden, og jeg ved, at rigtig mange atleter er stædige. Jeg rakte heller ikke ud til nogen, selv om jeg havde mange venner,« lyder det videre.

Rex Chapman ramte for alvor bunden, da han i 2014 blev anholdt for butikstyveri.

Noget, han blandt andet beskriver i sin nye bog, 'It's Hard for Me to Live With Me'.

Rex Chapman nåede at spille for Charlotte Hornets, Washington Bullets, Miami Heat og Phoenix Suns i løbet af karrieren.