Han har farvet sine negle, og han er ikke bleg for at iklæde sig en nederdel.
Ud over at være en superstjerne i sin sport, elsker han at dele sin interesse for mode på de sociale medier.
Men den 22-årige stjernes stil har ført utallige negative og direkte homofobiske kommentarer med sig fra tastaturkrigere.
Det får nu den norske skistjerne Lucas Braathen til at råbe op.
»Jeg bliver kaldt 'homo' fra venstre og højre på en negativ måde, men selv ser jeg det faktisk som positivt,« fortæller han til NRK.
Han føler, han bliver udsat for en hetz, når han deler billeder på Instagram.
»Måske er det ikke nødvendigvis at være homoseksuel, hvis man bærer en beklædningsgenstand, der engang var mere til kvinder end mænd,« fortsætter han.
Forleden lagde han et billede i sin story på Instagram, hvor han sendte en stikpille til dem, der kritiserer ham og hans stil.
'Jeg kan ikke vente, til I alle spilder jeres tid på at fortælle mig, at mænd ikke kan gå i nederdel,' skrev han.
»Jeg får også kommentarer på, at jeg ikke fokuserer nok på min sport. Folk synes, jeg er for feminin, og det var derfor, jeg skrev kommentaren,« siger Lucas Braathen til NRK.
Han har 114.000 følgere på Instagram.
Nordmanden er nummer seks i den samlede worldcup i alpint skiløb, hvor han indtil videre i sæsonen har været den store stjerne i slalomdisciplinen.
Søndag kan han vinde sin første VM-guldmedalje i netop den disciplin.