Den engelske snookerstjerne Ronnie O´Sullivan er ikke begejstret for forholdene ved turneringen English Open.

»Arenaen er så dårlig, at det demotiverer dig i at spille. Det her er omtrent det værste, jeg har set. Det er lidt af et skodsted,« siger O’Sullivan ifølge engelske The Telegraph.

Den femdobbelte verdensmester lægger altså ikke fingrene imellem og er yderst utilfreds med, hvad turneringen har disket op med til spillerne.

»Jeg har lige lavet et interview, og det eneste, jeg kan lugte, er urin,« siger han.

Foto: BEN STANSALL
Vis mere

»Der er bare ingen stemning derinde. Jeg træner, og jeg har ledninger overalt omkring bordet. Der er ingen sikkerhed, og man har folk rendende til alle sider.«

Og 42-årige Ronnie O’Sullivan mener, at det er arrangørernes skyld.

»Det er ikke fansenes skyld. De (World Snooker, red.) har tydeligvis ikke budgettet til at drive det her ordentligt. Jeg ved ikke, hvad deres budget er, men de skærer hjørner. Jeg synes, de skal investere i gode arenaer. Spillerne fortjener bedre,« fortæller han.

Den massive kritik fra en af snookers største spillere gennem tiderne kommer dog som en overraskelse for arrangørerne.

Foto: DALE DE LA REY
Vis mere

'Vi er overraskede over at høre disse udtalelser fra Ronnie, da han ikke har indgivet nogen formel klage', skriver World Snooker i en meddelelse.

Heller ikke ejerne af K2-arenaen i Crawley forstår kritikken fra den engelske stjerne.

'Vi er kede af det og skuffede over at høre, at Ronnie har udtrykt bekymringer over arenaen - særligt da tilbagemeldingerne fra alle andre har været så positive', skriver de i en meddelelse.

O’Sullivan, der ligger nummer tre i verden og er forsvarende mester ved English Open, vandt mandag sin åbningskamp med 4-1 i frames.

Ronnie O’Sullivan har vundet fem verdensmesterskaber og regnes som en af de største snookerspillere gennem tiderne.