Basketball er en sport, som de fleste forbinder med evnerne med hænderne. Paradoksalt nok virker det dog til, at det ofte betyder mere, hvad spillerne har på fødderne.

Alle de store sportsmærker står i kø for at kunne klæde NBA-stjernernes fødder med lige præcis deres nyeste model – og deres sponsoraftaler er mildt sagt særdeles lukrative.

Det kan kvindernes NBA's (WNBA) største håb, Caitlin Clark, nu også skrive under på.

Clark, der blev valgt af Indiana Fever som førstevalget i WNBA's draft, har således netop skrevet under på en sponsoraftale med skogiganten Nike. En aftale, der ifølge The Wall Street Journal får millionerne til at vælte ind på det blot 22-årige basketfænomens konto.

Ifølge den amerikanske avis kan aftalen ende med at blive svimlende 28 millioner dollar værd – svarende til 196 millioner kroner.

Aftalen, der strækker sig over de næste otte år, kommer angiveligt også til at inkludere en specialdesignet sko i basketstjernens navn.

Clark var det åbenlyse førstevalg i draften, efter hun brændte banen af på collegeniveau og blev den mest scorende spiller i sportens historie på det niveau med 3.685 scorede point.

Hendes tidligere aftale med Nike blev underskrevet i 2022, men udløb ved udgangen af seneste sæson.

Flere øvrige giganter indenfor produktion af sportstøj – herunder både Adidas, Under Armour og Puma – var derfor også ude efter den hyperpopulære amerikaner, men kunne altså ikke matche Nikes astronomiske millionbud.