»Min søde mor Lindy har tabt kampen mod ALS.«

Sådan skriver den tidligere styrtløbsstjerne Lindsey Vonn i et rørende Instagram-opslag.

I et det opslag skriver Lindsey Vonn, at moren, Linda Lindy Anne Lund, er død et år efter at have fået diagnosen ALS. Det er en nervesygdom, der rammer de motoriske nerver i hjerne, hjernestamme og rygmarv, som ikke kan helbredes.

Den tidligere VM- og OL-medaljevinder Lindsey Vonn var taknemmelig for den tid, som hun fik sammen med sin mor.

»Jeg er så taknemmelig for hvert øjeblik, jeg fik med hende, men jeg er også taknemmelig for, at hun ikke skal lide længere og har fået fred,« skriver Lindsey Vonn i opslaget.

Her kan man se billeder af mor-datter-duoen gennem årene, hvor der er tilbageblik fra Lindsey Vonn var barn, men der er også er billeder af de to fra morens sidste tid.

37-årige Vonn afsluttede sit opslag med at skrive direkte til sin mor:

»Mor, jeg håber, jeg en dag kan blive lige så stærk, som du er. Jeg håber, at jeg vil nærme mig hver dag med lige så meget energi og optimisme, som du har. Jeg håber, at jeg en dag vil opdrage mine børn til at være lige så utrolige, som du er. Jeg elsker dig.«

Lindsey Vonn blev i slutningen af juni indlemmet i den amerikanske olympiske og paralympiske Hall of Fame. Her dedikerede hun den hyldest til sin mor.

»Hun har lært mig så meget om styrke og karakter, og det er på grund af det eksempel, min mor satte, at jeg var i stand til at overvinde enhver forhindring. Tak, mor,« sagde Lindsey Vonn i forbindelse med indlemmelsen.