Roeren Mette Dyrlund blev ramt af en blodprop i 2014. Lægernes dom var kørestol resten af livet, men allerede to måneder efter var hun tilbage i båden på Bagsværd. Mandag dag stiller hun så op ved VM i Florida.

Vækkeuret ringer klokken syv hos Mette Dyrlund, der sover i sin seng. Hun står op og går ud på hotellets badeværelse for at gøre sig klar til dagen, der venter. Mens hun står på det kolde badeværelsesgulv, falder hun om. Hun ligger på badeværelsesgulvet, mens det hele gynger i hendes hoved. Hun føler sig svimmel, og hun tænker, at hun må være ramt af influenza eller feber.

Liggende kæmper Mette Dyrlund sig tilbage til sin seng. I sit nattøj kravler hun tilbage, og til sidst hiver hun sig op i sengen. Der går en time, før nogen kommer ind og finder hende. Hun ligger helt stille. Kan ingenting sige. Kan ikke bevæge sig.

Den danske roer Mette Dyrlund var 25 år, da hun fik en blodprop 11. august 2014, mens hun var i Østrig på træningslejr til VM.

»Jeg havde det fint, da jeg var indlagt, men jeg tænkte ikke så meget. Jeg vidste, jeg var på hospitalet, men jeg tænkte ikke, hvorfor jeg var der. Jeg var der bare. Det er underligt, at jeg ikke tænkte, at det var alvorligt, at jeg.....


Roeren Mette Dyrlund blev ramt af en blodprop i 2014. Lægernes dom var kørestol resten af livet, men allerede to måneder efter var hun tilbage i båden på Bagsværd. Mandag dag stiller hun så op ved VM i Florida.

Vækkeuret ringer klokken syv hos Mette Dyrlund, der sover i sin seng. Hun står op og går ud på hotellets badeværelse for at gøre sig klar til dagen, der venter. Mens hun står på det kolde badeværelsesgulv, falder hun om. Hun ligger på badeværelsesgulvet, mens det hele gynger i hendes hoved. Hun føler sig svimmel, og hun tænker, at hun må være ramt af influenza eller feber.

Liggende kæmper Mette Dyrlund sig tilbage til sin seng. I sit nattøj kravler hun tilbage, og til sidst hiver hun sig op i sengen. Der går en time, før nogen kommer ind og finder hende. Hun ligger helt stille. Kan ingenting sige. Kan ikke bevæge sig.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Den danske roer Mette Dyrlund var 25 år, da hun fik en blodprop 11. august 2014, mens hun var i Østrig på træningslejr til VM. Det var hendes kæreste, Jannik Nilton, og romakkeren Lisbet Falch Jakobsen, der fandt hende. Stum og lam. Men historien om Mette Dyrlunds ro-karriere endte ikke der, til trods for at hendes læger sagde, at hun skulle side i kørestol resten af sit liv.

Mandag skal hun ro VM i Florida sammen med Anne Larsen.

»Jeg havde det fint, da jeg var indlagt, men jeg tænkte ikke så meget. Jeg vidste, jeg var på hospitalet, men jeg tænkte ikke, hvorfor jeg var der. Jeg var der bare. Det er underligt, at jeg ikke tænkte, at det var alvorligt, at jeg var ramt af en blodprop. Det er skræmmende. Men senere er jeg blevet nødt til at indse, at det var slemt og alvorligt,« fortæller Mette Dyrlund til BT.

Hendes forældre, læger, makker og kæreste var dog bekymrede. Blodproppen var alvorlig, og hendes forældre frygtede, at deres elskede datter var blevet en grøntsag. Væk for altid. De fløj fra Danmark til Østrig, hvor Mette Dyrlund var indlagt i 11 dage.

»Først da jeg blev ramt, kunne jeg ikke noget som helst. Jeg kunne ikke en skid. Jeg kunne ikke gå, og mit sprog var helt ødelagt. Der var ikke nogen, der kunne kommunikere med mig. Jeg kunne ikke skrive, tale eller læse, og jeg kunne heller ikke se forskel på farver. Mit talecenter var dødt. Jeg var jo blevet halvsidelammet, så jeg kunne ikke gå eller bevæge mig,« siger hun.

I 2015 interviewede BT Mette Dyrlund om sin kamp for at komme tilbage efter blodproppen. Se det i tv-klippet herunder...

Kvinden, der normalt var i bedre form end de fleste danskere og roere, var lige pludselig tvunget til at få hjælp og pleje døgnet rundt og sige farvel til landsholdet og et liv som sportsudøver. Da hun blev indlagt, krævede lægerne, at hun lå stille i hospitalssengen og slappede af, men hun kunne ikke bare ligge stille mens hendes drømme forsvandt mere og mere for hver time, der gik.

Det samme gjaldt for hendes fysioterapeut, der hurtigt kom ud på hospitalet med helt andre planer for Mette Dyrlund.

»Min fysioterapeut var med på træningslejren i Østrig, så vi begyndte faktisk genoptræning efter tre dage. Jeg var jo halvsidelammet, så vi lavede sving med mine ben, og senere prøvede han at hjælpe mig med at gå. Sygeplejerskerne og lægerne syntes, det var en rigtig dårlig idé. Men nu synes jeg, det er så dejligt, at han har hjulpet mig fra begyndelsen af. Det har jo hjulpet. På et tidspunkt, da jeg skulle op med en elevator, da jeg var indlagt, sagde jeg til sygeplejerskerne, at vi skulle tage trapperne i stedet. Jeg ville bare gerne i gang med at gå og bevæge mig,« fortæller Mette Dyrlund.

Efter fem dage kunne Mette Dyrlund gå, mens hun blev støttet. Det var første store succes. 11 dage efter, hun blev indlagt i Østrig, skulle hun hjem til Danmark, hvor hun blev indlagt på Bispebjerg Hospital i to måneder. På det danske hospital fandt hun en motionscykel, som hun begyndte at cykle på, selv om hun stadig havde problemer med lammelse i sin højre side. Men en sygeplejerske opdagede Mette Dyrlund og beordrede hende af cyklen og tilbage i seng. Det slog hende dog ikke ud. I stedet fandt hun et gemmested til cyklen, hvor hun så kunne cykle i fred.

»Jeg skulle fandeme bare videre. Det var ikke særligt sjovt at være indlagt. Det har bare været hårdt. Det nytter ikke noget at sidde ned og være frustreret. Det var så fantastisk, at det gik så hurtigt. Men det er klart, at man skal blive ved med at træne, selv om det er hårdt. Ellers ender man jo i kørestol, og jeg skulle bare blive normal,« siger Mette Dyrlund.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Lægerne sagde, hun skulle sidde i kørestol resten af sit liv, og at blodproppen var så stor, at hun ikke kunne ro igen. Men efter to måneder kørte hun med sin mor ud til Bagsværd Sø, hvor hendes makker Lisbet Falch Jakobsen ventede. De to gamle roere skulle ud at ro sammen igen. Selv om hun stadig var halvsidelammet, gennemførte hun.

»Vi prøvede at ro fire kilometer. Det var fantastisk at ro igen. Jeg blev vanvittigt glad, og det motiverede mig til at træne endnu mere. Jeg begyndte at træne morgen og aften med min fysioterapeut. Dag ud og dag ind for at komme tilbage på landsholdet. Det tog lang tid, men det var sjovt, og vi har grinet, når jeg sagde noget vrøvl. Jeg tænkte, jeg bliver nødt til at grine af det, ellers bliver det for surt, og man bliver frustreret over at sige 'det kan jeg ikke', ' det kan jeg ikke' og 'det kan jeg heller ikke',« forklarer Mette Dyrlund.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Hendes positive sind, selvdisciplin og vilje gjorde, at hun fire måneder efter sin blodprop kom tilbage på landsholdet, selv om hun havde fået at vide, at alt var slut.

»Min fysik er tilbage, jeg er toptunet. Min teknik er markant bedre end inden blodproppen,« siger hun.

Mandag skal hun ro sit første heat ved VM i Florida i USA. Men sæsonen i år har ikke været uden udfordringer. Sammen med landsholdet befandt hun sig midt i orkanen Irma, der ramte Florida 9. september. Pludselig stod roerne uden vand og strøm. De kunne ikke længere træne eller spise, som de plejede.

Derudover kunne Mette Dyrlunds makker ikke komme til USA, så hun ankom først lidt over en uge, inden makkerparret skulle ro. Selv om VM er vigtigt for Mette Dyrlund, slår al modgangen hende ikke ud på nogen måde.

»Jeg gider ikke at være frustreret. Heller ikke i forhold til, at vi ikke har strøm og vand. Det er ingenting i forhold til, hvad jeg har oplevet med min krop og mit sprog. Jeg bliver nødt til at være positiv, det her er ligegyldigt sammenlignet med min blodprop. Jeg er bare så glad for, at jeg her. Jeg er kommet videre. Det er rigtig dejligt,« fortæller Mette Dyrlund.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Det næste store mål er OL i Tokyo i 2020, og når hun kommer hjem fra VM, begynder hun på sin kandidat i humanistisk samfundsvidenskab og idrætsvidenskab. Selv om hun ikke længere er god til engelsk, og lægerne fraråder hende at læse kandidat, gør hun det. Hun er stadig lige så trodsig, som da hun steg op på den gemte cykel.

Men hvad der skete 11 august 2014, ved lægerne stadig ikke. De ved ikke, hvorfor Mette Dyrlund faldt om på badeværelsesgulvet, mens hendes hjerneceller døde på grund af manglende ilt. Derfor får hun hver dag en pille, som skal forebygge, at noget lignende sker igen. Selv om der ikke kan udstedes garantier.

»Jeg får blodfortyndende medicin, og det skal jeg have hele livet. I begyndelsen var jeg nervøs, jeg turde ikke at være alene hjemme. Nu er det tre år siden, så jeg er ikke bange mere. Jeg gider ikke at være bange, og det dur ikke at være bange hver eneste dag. Det skal jeg ikke, jeg skal bare leve livet,« fortæller Mette Dyrlund.