Basketballstjernen Kristaps Porzingis er blevet genstand for en del spekulationer, efter han endnu ikke har været at spotte på banen til NBA-sæsonens obligatoriske opstartskampe. 

Et af rygterne, der lynhurtigt tog fart på sociale medier, er, at han skulle have fået aids.

Nu reagerer basketballspilleren selv på rygtet, efter hans hold, Golden State Warriors, har været noget sparsomme med informationer. 

Det skriver Se og Hør.

Golden State Warriors varmer op til den nye NBA-sæson uden deres 218 centimeter høje stjernespiller.

Lettiske Kristaps Porzingis er ude på ubestemt tid af helbredsmæssige årsager, har det lydt.

De uvisse årsager har fået fans og følgere til selv at udfylde hullerne. Og det har de altså udfyldt med aids.

I et opslag på X sætter Kristaps Porzingis lidt flere ord på, hvorfor han ikke spiller på basketballholdet for tiden. 

»Jeg arbejder sammen med læger og eksperter for at finde ud af, hvordan jeg så hurtigt som muligt kan blive helt rask igen. Ærlig talt får jeg det bedre og bedre. Jeg skal bare være tålmodig, og jeg tror på, at jeg snart vil have det fantastisk igen,« lyder det fra ham.

Kristaps Porzingis fortsætter med at forklare, at man ikke lige kan sætte en præcis finger på de helbredsmæssige ting, som han kæmper med på nuværende tidspunkt, og kalder det »frustrerende« – især oven i de skader, han i forvejen har. 

Han afslutter sit skriv med at kommentere på rygterne, som han pure afviser: 

»Jeg sætter pris på alle internetlægerne, der forsøger at diagnosticere og hjælpe, men jeg er i de bedste hænder. Så alle kan slappe af nu … og jeg har ikke hiv eller aids.«