Sportschef i Dansk Curling Forbund, Ulrik Schmidt, var en glad mand søndag, for både de danske kvinder og de danske herrer kvalificerede sig til OL.

For herrernes vedkommende skete det takket være en sejr over Tjekkiet på 4-2 i OL-kvalifikationsturneringen.

Var det forventet, at mændene ville kvalificere sig?

»Ja, det synes jeg. Det er et af de bedre hold, men de er også med i et meget stærkt felt.«

Hvad er målsætningen for OL?

»De har bestemt muligheden for at få medaljer. De er ikke favoritter, men jeg tror på, at de kan drille de andre hold, og så er chancen for medaljer der. Det er et rutineret hold med fire fra det hold, der fik sølv ved VM sidste år. De har også prøvet at være med til et OL før og fået medaljer ved EM, så de ved, hvad det handler om.«

Hvad skal der til for at opnå målsætningen?

»Det kræver selvfølgelig en stærk indsats, men det kræver også lidt held. Modsat i kvindernes turnering, tror jeg, det bliver en meget lige omgang. Der er et par favoritter, men ellers kan stort set alle hold slå hinanden. Derfor kræver det også, at de rammer dagen, og så er muligheden der til gengæld også,« siger Ulrik Schmidt.