Bakken Bears var foran efter første quarter, men tabte alligevel klart til spanske Iberostar Tenerife.

Bakken Bears var på forhånd spået små chancer ude mod det spanske basketballhold Iberostar Tenerife, og det spanske basketmandskab løb da også med en sikker sejr tirsdag aften.

Aarhusianerne bed ellers fra sig i begyndelsen og var foran efter kampens første quarter, men derfra gik det ned ad bakke, og Tenerife vandt 98-73.

I andet quarter scorede Bakken Bears blot ti point og gik derfor til pause bagud med 13 point.

Afstanden til det spanske hold, som vandt Champions League i sæsonen 2016/2017, blev kun større i tredje quarter, og selv om Bakken Bears sluttede hæderligt af, endte opgøret med en sikker hjemmesejr.

Bakken Bears har satset stort på at komme i gruppespillet i Champions League, der rangerer som den næstbedste europæiske klubturnering under EuroLeague.

I kvalifikationen til turneringen fik holdet hjælp af profilerne DeVaughn Akoon-Purcell og Justin Dentmon, som begge har forladt holdet igen efter et kortvarigt ophold.

Til gengæld er Glenn Cosey og Erik McCree kommet til med erfaring fra NBA i jagten på Champions League-resultater.

Bakken Bears er havnet i en særdeles svær gruppe. Foruden Tenerife-holdet skal aarhusianerne op imod tyrkiske Galatasaray og Dinamo Sassari fra Italien.

Galatasaray triumferede i EuroCup i 2015/16, mens Dinamo Sassari strøg til tops i Fiba Europe Cup i 2018/19.

Kun de to bedste hold fra gruppen avancerer til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/