Spanien er i sorg over, at landets kendte bjergbestiger Sergi Mingote er styrtet i døden, mens han gjorde det, han elskede allermest: at bestige verdens største tinder.

49-årige Sergi Mingote var i færd med at bestige verdens næsthøjeste bjerg, K2, som på grænsen mellem Kina og Pakistan tårner sig 8.611 meter op over havets overflade, da han mistede livet.

»Det er trist at melde, at Sergi Mingote er død på K2. Han ville fortsætte med at skrive historie ved at være en del af den første ekspedition, som klatrer til tops på dette bjerg midt om vinteren, men en tragisk ulykke sendte ham i døden. Et stort knus til alle denne store atlets kære,« skriver Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, i et tweet.

Sergi Mingote var et stort navn i Spanien, og hans død har da også fået den store sportsavis Marca til at rydde forsiden.

»Hvil i fred, Sergi. I dag begyndte du en ny opstigning,« kan man læse på Sergi Mingotes profiler på de sociale medier, som er ledsaget af et billede af et bjerg indhyllet i skyer.

Chhang Dawa Sherpa, en tibetansk sherpa, som var med på ekspeditionen, siger på Instagram, at Mingote 'pludselig styrtede' på dag 27 af ekspeditionen i 7.000 meters højde.

»Vi kunne se en pludselig bevægelse på hans gps-tracker og kunne se, at han lavede et stort fald. Folk på stedet kunne hurtigt bekræfte ulykken, men kunne intet gøre for at hjælpe ham,« siger han ifølge CNN.

K2-bjerget er kendt som et af de vanskeligste i verden at bestige. Kun omkring 350 bjergbestigere har besteget bjerget. Til sammenligning har mere end 4.000 mennesker besteget verdens højeste bjerg, Mount Everest. I alt har 77 mennesker mistet livet i forsøget på at bestige K2.