Under en køretur mandag formiddag blev Sondre Turvoll Fossli ramt af et stort chok.

Den 26-årige skiløber fik under turen hjertestop, og efter at have fået førstehjælp på stedet, blev han hastet til Oslo Universitetssygehus.

Det skriver det norske skiforbund i en pressemeddelelse.

»Sondre følges tæt af hjertespecialister på sygehuset, og han har det efter omstædnighederne godt,« siger Ola Rønsen, der er medicinsk ansvarlig hos det norske skiforbund.

Sondre Turvoll Fossli blev tidligt betegnet som et af de store talenter i langrend, hvor hans spidskompetence er på sprintdistancen.

Fossli er også på landsholdet, og i 2011 fik han sølv ved VM for juniorer. Året efter blev han nordisk mester for seniorer.

Om mandagens hårde hændelse får betydning for Sondre Turvoll Fosslis deltagelse i toppen af idrætten fremover, vil Ola Rønsen ikke spekulere i lige nu. Det er for tidligt, og lige nu er Sondre Turvoll Fossli bare glad for, at det ikke endte værre.

»Han er selvsagt glad for, han er kommet fra det med livet i behold. Det er for tidligt at sige noget om hvilke konsekvenser, hændelsen vil have for hans liv som topidrætsudøver,« siger Rønsen, som selv har besøgt langrendsløberen på sygehuset.

Mandagens hændelse ramte hårdt, fortæller Arild Monsen, der er langrendslandsholdets træner.

»Det var et stort chok for holdet, alle elitelandshold inklusiv trænerne og mig selv,« siger han til VG og fortsætter:

»Det er trist, men vi håber, det går godt,« siger Monsen, der fik besked om Fosslis hjertestop kort tid efter, det skete.

Sondre Turvoll Fosslis familie har ikke ønsket at kommentere på mandagens hændelse men henviser i stedet til den udsendte pressemeddelelse.