Mark King skulle lørdag have været i aktion i snooker-turneringen WST Classic, men inden kampen blev englænderen smidt ud af turneringen.

Efterfølgende er det kommet frem, at Mark King er blevet suspenderet, da en undersøgelse skal klarlægge 'uregelmæssige spillemønstre'.

Det bekræfter WPBSA-formand Jason Ferguson.

»Dette sker efter en indledende undersøgelse af uregelmæssige væddemålsmønstre til WPBSA i kampen mellem Mark King og Joe Perry ved Welsh Open 13. februar 2023,« lyder det fra Jason Ferguson.

Formanden fortæller yderligere, at Mark King vil forblive suspenderet, indtil undersøgelsen er afsluttet.

»Mark King har ret til at appellere denne afgørelse,« lyder det ligeledes.

Snooker-stjernen skulle have været i kamp mod Muhammad Asif, men grundet suspenderingen gik Asif videre i turneringen uden kamp.

Turneringen på World Snooker Tour spilles i engelske Leicester.