Glæde over historisk mange VM- og EM-medaljer. Bekymring for, om dansk idræt kan holde niveauet i fremtiden.

I gangene og på kontorerne i dansk idræts højborg, Idrættens Hus i Brøndby, er konklusionerne blandede, når boet skal gøres op efter de forgangne 365 dages anstrengelser i sportsarenaerne verden over.

Ser man udelukkende på mængden af metal om halsen på danske atleter, har 2025 været et rekordår.

De 172 medaljer er fem mere end den hidtidige rekord, der blev sat sidste år, hvor man ovenikøbet havde taget OL- og PL-medaljer med i sammentællingen.

- Medaljeoversigten viser, at der bliver arbejdet godt med eliteidrætten i mange forskellige forbund, og jeg glæder mig over, at vi er så godt repræsenteret i så mange idrætter, siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør for Danmarks Idrætsforbund og olympisk generalsekretær.

Dykker man en smule ned under overfladen, er det dog tydeligt, at ikke alt, der glimter, er guld. Bogstavelig talt. Antallet af guldmedaljer faldt til 48 mod 61 året før.

Samtidig fortsætter de senere års tendens med, at Danmark får stadig sværere ved at gøre sig gældende i de idrætsgrene, der er på OL-programmet.

Det er i høj grad atleter i de mindre sportsgrene, der har sendt den danske medaljehøst op i rekordniveau.

Der er blevet leveret store resultater i styrkeløft, billard, bowling og militæridræt, mens det har knebet mere i de olympiske idrætsgrene, der samarbejder med Team Danmark.

Her blev det til 23 EM- og VM-medaljer. Sidste år blev det til 35 af slagsen foruden 19 ved de olympiske og paralympiske lege.

- Dansk eliteidræt er under et stort pres, og selv om resultatlisten i 2025 ikke er alarmerende, kan vi se, at både top-8-resultater og medaljehøsten viser en nedadgående tendens.

- Ser vi længere ud i horisonten, viser de seneste år, hvordan lande, vi normalt sammenligner os med, opruster og vinder mere og mere, siger Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen.

I de store sportsgrene var det velkendte navne, der sørgede for højdepunkterne i 2025.

Det mandlige håndboldlandshold vandt i begyndelsen af februar VM-guld for fjerde gang i træk. I oktober fulgte en anden stabil medaljeleverandør, 4000-meterholdet i banecykling, op med det tredje verdensmesterskab på stribe.

Cykelsporten står i det hele taget stærkt og har lavet resultater på flere forskellige fronter.

Baneryttere vandt VM-medaljer i OL-disciplinerne omnium og parløb, der var top-8-resultater på verdensplan i BMX og mountainbike, og landevejsstjernerne havde endnu et gyldent år.

Jonas Vingegaards triumf i Vuelta a España, andenpladsen i Tour de France og Mads Pedersens mange sejre tæller dog ikke i medaljestatistikken.

Det gør til gengæld Niklas Larsens overraskende EM-bronzemedalje i enkeltstart.

I andre idrætsgrene venter et stort arbejde for at blive konkurrencedygtig ved sommer-OL i 2028.

Team Danmark har siden OL i Paris forsøgt at prioritere støttemidler og ressourcer endnu hårdere end tidligere.

Elitesportsorganisationen oplever, at den nye kurs er begyndt at slå igennem. Blandt andet i sejlsport, der viser fremgang efter at have koncentreret kræfterne om nogle få bådklasser med olympisk potentiale.

- Den tilgang har tiltrukket nogle af de erfarne atleter, der ser spændende perspektiver i den nye måde at gøre tingene på, og vi har i 2025 set, at Danmark nu har to besætninger i både 49'er og 49'er FX, der har opnået top-8-placeringer til VM. Det er en flot udvikling, siger Lars Balle Christensen.

/ritzau/