Lillejuleaften viste sig at blive en sorgens dag i skisportsmiljøet.

Her blev den bare 27-årige norske skiskytte Sivert Guttorm Bakken på tragisk vis fundet død på sit hotelværelse i Lavaze i Italien.

Juleaften var der mindehøjtidlighed for Sivert Guttorm Bakken i kirken i Lillehammer.
Juleaften var der mindehøjtidlighed for Sivert Guttorm Bakken i kirken i Lillehammer. Geir Olsen/NTB/Ritzau Scanpix

Der hersker stadig tvivl om, hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde, for skistjernen, men i en pressemeddelelse deler det norske skiskytteforbund nu flere detaljer om dødsfaldet.

Ifølge Dagbladet var Bakken på kombineret højdetræning og juleferie i Italien og havde en højdemaske på, da han blev fundet på værelset.

Det er dog uklart, hvorvidt masken havde noget at gøre med dødsfaldet.

»Det er en tragisk situation med mange uafklarede spørgsmål. Vores tanker går først og fremmest til Siverts familie og nære venner,« siger konstitueret generalsekretær i det norske skiskytteforbund, Emilie Nordskar, ifølge Dagbladet.

Dødsårsagen er stadig ukendt, men en efterforskning er iværksat af det italienske politi.

Samtidig kan skiskytteforbundet fortælle, at der i Italien vil blive foretaget en obduktion af liget i løbet af juleferien.

Forbundet gør det klart, at man endnu ikke kender omstændighederne for hverken anskaffelsen eller brugen af den højdemaske, som Bakken havde på.

Man arbejder dog sammen med det italienske politi på at få klarlagt omstændighederne.

Højdetræning og brugen af højdemaske er ikke unormalt i sportsverdenen.

Træningen med masken begrænser iltoptagelsen og vænner derfor atleterne til at præstere i tynd luft.

Bakken vandt sin første og eneste World Cup-sejr i Holmenkollen i 2022, der gav ham en plads på det norske landshold.

Senere samme år fik han en hjerteinfektion, der satte karrieren på pause.

I 2024 fik han comeback og tog flere sejre og podiepladser i IBU Cup, der er niveauet lige under World Cuppen.