Man har ofte hørt om såkaldte marginal gains i verdens største sportsgrene.

De her marginale og bittesmå forbedringer, der kan ende med at være forskellen mellem sejr og nedtur.

Men hvad man måske sjældnere har hørt om, er penisforstørrelse som et potentielt dødbringende våben i kampen om sportslige triumfer. Ikke desto mindre er det tilfældet inden for skihop.

Det skriver tyske Bild.

Omdrejningspunktet for penisskandalen er, at forstørrelsen kan give en afgørende fordel for skihoppere, og derfor er det blevet en metode, flere har tyet til. Selvom det er snyd.

Forklaringen følger her. 

Penisforstørrelsen kan nemlig give mening, fordi det er med til at afgøre størrelsen på atleternes dragter. Og jo større en dragt, jo større en fordel, når man svæver i luften.

Forud for en sæson bliver atleterne 3D-skannet for at kreere dragterne i helt speciallavede mål, og i den forbindelse udregner man blandt andet størrelsen på skridtet ud fra den nederste del af kønsorganet.

'Hvis det punkt bliver flyttet længere ned, så bliver dragtens areal automatisk forstørret, hvilket forbedrer opdriften,' skriver Bild, der har talt med læge Kamran Karim om fænomenet.

»Det er muligt at opnå en midlertidig og synlig fortykkelse af penis ved at injicere paraffin eller hyaluronsyre,« forklarer han og advarer mod den farlige tendens.

På den måde kan penissens volumen forstørres umiddelbart inden opmålingen, der altså danner udgangspunkt for den dragt, der skal bruges hele sæsonen.

Og skaffe de ekstra millimeter stof, der kan blive afgørende på dagen.

Der er også observeret tilfælde, hvor atleter har snydt og fyldt kondomer med silikone.

Tendensen er blevet et samtaleemne forud for årets vinter OL, der afholdes i Milano til februar.

Ifølge Mathias Hefele – der er materieldirektør hos FIS, Det Internationale Ski og Snowboardforbund – bliver der udført omfattende kontroller for at undgå snyd.

Og man arbejder allerede på nye metoder, der skal komme penis-snyden til livs. 

Et bud er, at man bruger knoglestrukturen som udgangspunkt for opmålingerne til dragterne fremfor kroppens bløde væv.