To løb.

Det er, hvad den amerikanske skiløber Lindsey Vonn har tilbage.

World Cup-dronningen annoncerede fredag, at hun stopper karrieren efter denne måneds verdensmesterskab, der afholdes i Sverige. Her stiller Vonn op i styrtløb og super-G.

»Det har været to følelsesladede uger, hvor jeg har truffet den sværeste beslutning i mit liv, men jeg må acceptere, at jeg ikke kan fortsætte som skiløber,« skriver Lindsey Vonn på sin Instagram.

Lindsey Vonn tilbage i februar måned, 2018. Vis mere

Dermed bliver styrtløbet og super-G ved mesterskaberne i Sverige de to sidste løb, Vonn tager del i som professionel skiløber.

Vonn har pådraget sig permanent skade i sit højre knæ efter tidligere styrt, såvel som hun gennem sin karriere har brækket flere knogler, skadet sit venstre knæ og fået hjernerystelse.

Hendes krop kan derfor heller ikke længere håndtere det fysiske pres fra skiløbet.

»Min krop er ødelagt og kan ikke laves, og den tillader mig ikke at få den sidste og endelige sæson, jeg drømte om. Min krop skriger, at jeg skal stoppe, og det er på tide, jeg lytter,« skriver Vonn på Instagram.

På trods af, at Lindsey Vonn ikke kommer til at slå svenske Ingemar Stenmarks rekord med 86 World Cup-sejre, så kan amerikaneren alligevel prale af hele 82 sejre på sit cv.

Noget, hun er særligt stolt af.

»Jeg kan se tilbage på 82 World Cup-sejre, 20 World Cup-titler, tre olympiske medaljer, syv verdensmesterskabs-medlajer og sige, at jeg har opnået noget, ingen anden kvinde i historien har gjort, og det noget, jeg vil være stolft af for evigt.«

Lindsey Vonn er i dag 34 år.