Den norske skisportslegende Inger Bjørnbakken er død, 87 år gammel.

Det fortæller Bjørnbakkens familie samt skisportsforbundet til avisen VG.

»Det er med stor sorg, at vi har fået beskeden om, at Inger Bjørnbakken er gået bort. Vores tanker går først og fremmest til familien og hendes nære venner,« siger Erik Røste, der er talsmand for Norges Skisports Forbund.

Inger Bjørnbakken vandt VM-guld i slalom som den første og eneste norske, kvindelige alpin ski-løber nogensinde i 1958.

Det gjorde Inger Bjørnbakken til en legende i Norge, hvor skisport anses som en nationalsport.

»Hun var en pioner blandt vores kvindelige skiløbere, og det sportslige højdepunkt var VM-guldet i slalom i 1958.

Hun deltog i to olympiske lege og vandt flere norske mesterskaber i alle discipliner,« siger Erik Røste.

Inger Bjørnbakkens familie udtaler sig ikke selv om dødsfaldet, men bekræfter over for VG, at skilegenden er gået bort.