Blovstrød Løverne har gennem årene sendt et hav af løbere ud på Eremitageløbsruten, og når Wilson Kipketer søndag 7. oktober fyrer startpistolen af til det 50. Eremitageløb, har den driftige nordsjællandske løbeklub et særligt hold med.

Foruden klubbens mere rutinerede løbere deltager omkring 50, som 5. april startede på klubbens begynderhold. Målet var på seks måneder at træne sig op fra ”nul” til 13,3 kilometer og gennemføre Eremitageløbet.

I starten opererede man med en bruttotrup på 150 begyndere i E-løbsprojektet. De mødtes tre gange om ugen på Skovvang Stadion i Lillerød, og en tredjedel har tilmeldt sig efterårets eksamen i Dyrehaven. Bag den systematiske og målrettede træning står et trænerteam på 15 med Ole Schjellerup som leder.

De fire lørdage i september er træningen henlagt til Dyrehaven, så løberne kan teste formen og vænne sig til bakkerne på ruten.

B.T.s medarbejder deltog i lørdagens træning – på det langsomste af de tre begynderhold.

En af mine løbekammerater i skoven var Marianne Thorsø, 48. Hun er overrasket over, så langt hun er nået, siden hun startede træningen.

»Det er dejligt at prøve sig selv af i dag, selv om vi kun løb elleve kilometer med pauser ind imellem. Jeg ved godt, at jeg ikke kan løbe 13,3 kilometer non stop i Eremitageløbet, men så går jeg bare lidt ind imellem,« siger hun.

»Jeg var med i Royal Run i maj. Et fantastisk løb. Sikke en fest. Det har virkelig motiveret mig. Og nu gælder det så det næste trin, Eremitageløbet. Jeg har haft stor glæde af træningen og det sociale samvær i Blovstrød Løverne og kan opfordre alle til at melde sig ind i en klub.«

Alle E-løbere får i år en flot t-shirt og en stor og unik jubilæumsmedalje.
Alle E-løbere får i år en flot t-shirt og en stor og unik jubilæumsmedalje.
Vis mere

Marianne Thorsø deltog for ti år siden i kvindeløb over fem kilometer og var med i femdagesløbet Etape Bornholm, men har siden holdt pause.

En af trænerne er Finn Hansen. Han har været træner i 15 år, de seneste tre for begynderne i E-løbsprojektet. Tæt på 25 gange har han deltaget i Eremitageløbet.

I april i år blev han indkaldt til en undersøgelse efter en screening for kræft i tyktarmen.

»Det blev konstateret blod i afføringen, og en uge efter undersøgelsen blev jeg opereret på Hillerød Sygehus,« siger Finn Hansen.

»Jeg er i dag kræftfri og får forebyggende kemoterapi, som nedsætter risikoen for, at sygdommen vender tilbage. En måned efter kræftoperationen begyndte jeg at løbe igen. Lægerne sagde, at det er sjældent, nogen er kommet sig så hurtigt, og at det formentlig skyldes min gode form efter mange år som løber.«

Det er okay med en pause under træningen. Udsigten nydes fra Eremitageslottet. Fra venstre Marianne Thorsø, træneren Finn Hansen, Lene Stephansen med sønnen Oscar på fem, som kørte med på cykel, og træner Jette Wibskov. 
Det er okay med en pause under træningen. Udsigten nydes fra Eremitageslottet. Fra venstre Marianne Thorsø, træneren Finn Hansen, Lene Stephansen med sønnen Oscar på fem, som kørte med på cykel, og træner Jette Wibskov.  Foto: Peter Fredberg
Vis mere

Finn Hansen er gift med Helene Østergaard Hansen, som i 1971 blev verdensmester i fodbold for kvinder med 3-0 sejr i finalen over Mexico for øjnene af 112.500 tilskuere på Estadio Azteca i Mexico City.

E-løbsleverandøren Blovstrød Løverne har over 1.000 medlemmer med den kvindelige rekordholder i Eremitageløbet, Anna Emilie Møller, som den største profil. Klubben blev stiftet af Axel Nielsen i 1980. Han var formand i 32 år og sidder i dag i Allerød Byråd.