I ishockeysportens klichebog lyder opskriften før enhver kamp, at "vi bare skal have nogle pucke på mål". Men den har de tilsyneladende ikke læst i Sverige.

De blågule gav søndag eftermiddag Danmark en opvisning i, hvordan man venter med at afslutte sine angreb, til chancen er spillet stor nok.

Resultatet blev en overbevisende 6-2-sejr og en noget ærgerlig dansk målmand.

- De var meget tålmodige og vurderede hele tiden, hvornår de skulle gå mod mål, og hvornår de ikke skulle. Det gjorde det svært, for man gik hele tiden og ventede på et skud. Men det skal jeg kunne klare, siger Mads Søgaard.

- Om der kommer 40 skud eller kun 10, så skal jeg være i stand til at håndtere det. Uanset hvordan man vender og drejer det, er seks mål for mange. Vi har noget at arbejde på, lyder det fra den danske keeper.

Han lukkede 6 mål ind på 29 svenske forsøg. Det gav en beskeden redningsprocent på knap 80.

Han havde fine parader undervejs, men specielt det fjerde svenske mål, som Jakob Silfverberg satte ind fra en spids vinkel, irriterer ham.

- Det var et træls mål. Pucken rullede lige over Anders' (Koch) stav, og så var jeg et skridt bagefter. Hvis jeg havde været 100 procent i position, havde jeg reddet den ti ud af ti gange, så det er en, der ærgrer mig.

- Men jeg kan ikke gøre noget ved det nu. Jeg må kigge på den sammen med målmandstræner Peter Hirsch, og så må vi blive bedre herfra, siger Mads Søgaard.

Allerede mandag skal Danmark møde Canada, og der er lagt op til en ny svær dag for målmanden.

Hvorvidt Søgaard er klar til at komme i krydsild igen, eller om reserven Nicolaj Henriksen skal have fornøjelsen, må tiden vise.

- Så langt er jeg slet ikke i mine tanker. Nederlaget til Sverige gør ondt, og det skal vi lige fordøje, inden vi går videre til at tænke på Canada, siger Mads Søgaard.

/ritzau/