Mandag kunne danskerne se første afsnit af DR-dokumentaren 'Jason & Noah - en chance til', der giver seerne et indblik i racerkørerens liv, hvor motorsport fylder enormt meget.

Jason Watts 14-årige søn Noah kører gokart, og i dokumentaren ser vi, hvordan Jason Watt selv vier en stor del af sit liv til at coache sin søn og gøre ham bedre. Han lægger ikke skjul på, at han har meget store ambitioner på sin søns vegne, og han fortæller blandt andet, hvordan han vil føle, at sønnen smider noget væk for dem begge, hvis han en dag vælger at stoppe med at udøve sporten.

I dokumentaren fortæller Jason Watt og hans eks-kone, tv-vært Mai-Britt Vingsøe, hvordan sønnens sport ofte skiller dem ad, fordi de langtfra er enige om, hvor meget det bør fylde.

»Det er ikke en familiesport. Det skiller os nærmest ad. Da Noah var mindre, var der meget den her med, at det var noget, jeg havde prakket ham på. At det var noget, jeg fik ham til. Og at børn skal være børn. Så vi har et mega-anstrengt forhold, det har vi,« lyder det blandt andet fra Jason Watt i dokumentaren, mens Mai-Britt Vingsøe blandt andet kritiserer sin eks-mand for at være en hård coach, der glemmer at være far først.

Og flere seere af programmet er tilsyneladende meget enige i Mai-Britt Vingsøes kritik af sin eks-mand. På DR's Facebookside langer flere hårdt ud efter racerkøreren for ikke at være en ordentlig far.

'Jeg hader når forældre råber sådan af børn og så det underordnet hvilken sport og hvilket niveau det forgår på. Var helt på Majbritt (morens) side. Jason bør først og fremmest være far,' skriver Mia Lemming Toftlund.

Hun bakkes op af flere andre seere. Blandt andet Dorthe Mathiassen, der ikke mener, Jason Watt er et ordentligt forbillede for sin søn.

'Jason er et dårligt forbillede for Noah. Ja, drengen har talent - men det er sin fars tabte ambitioner, han skal indfri. Stakkels ham. Og stakkels søster. Hvem tager sig af hende? Det er godt, at de har en fantastisk mor!' skriver Dorthe Mathiassen.

Flere andre påpeger, at Jason Watt udviser et voldsomt temperament, og at det samtidig virker som om, Jason Watts datter langtfra får lige så meget opmærksomhed som sønnen.

'Jeg synes overhovedet ikke om den måde han opføre sig på magen til arrogante temperamentsfulde mand og fordi han ikke selv kan udleve drømmen skal hans søn da ikke det igennem. Man kan ikke vinde hver gang og man skal ikke opgøre sig sådan overfor sig barn. Jeg er helt enig i søsteren så ud til at være skubbet helt ud på sidelinjen af Jason,' skriver Linda Zingenberg Salewski.

Også Hanne Letzius Rasmussen bemærker søsteren i dokumentaren.

'Synd når en far udlever sine drømme igennem sin søn når han ikke længere kan præstere. Men stort dilemma når der skal skelnes mellem egne og sønnens drømme samt dilemmaet far og træner. Men det der gjorde allermest indtryk var søsteren tomme blik,' skriver hun.

Mange er dog uenige i kritikken og mener tværtimod, at det er naturligt, at man arbejder ekstra hårdt, når man har et særligt sportstalent som Jason Watts søn Noah.

'Godt program. At spise kirsebær med de store kræver ofringer og afsavn. Succes har en pris, spørgsmålet er om man vil betale... jeg tager hatten af for team Watt,' skriver Lene Worthmann.

Også Britta Kobberup er meget fascineret af dokumentaren og påpeger, at man skal huske, at det må være en svær balancegang for familien.

'Spændende indblik i de dilemmaer der er, når man har et barn, der har et særligt talent. Det er nemt at sidde og blive forarget over den måde sønnen bliver presset på og den måde faren er for meget træner og for lidt far. Men hvor må det være en svær balancegang,' skriver hun.

Udover sønnen Noah har Jason Watt også datteren Filuca med Mai-Britt Vingsøe, som han blev skilt fra i 2003. Han har sønnen Silas fra sit andet ægteskab, mens han i dag danner par med Majbrit.

Første afsnit af ’Jason & Noah – en chance til’ blev vist mandag den 10. april klokken 20.45 på DR1, mens andet afsnit bliver vist mandag den 17. april.